Fødevarer og landbrug

Minkavlerne og deres familier fortjener værdig behandling og ordentlig erstatning

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen

Det er en dybt tragisk situation, som regeringen - uden lovhjemmel - har bragt et helt erhverv i. Det har ikke bare betydet et tab af arbejdspladser. Mange minkavlere har mistet hele deres livsværk, og familier står i deres livs krise, alt imens et helt erhverv er blevet lagt øde.

Selvom vi er mange, der ville ønske, det kunne være gjort anderledes, så er den melding, vi får fra erhvervet, at løbet er kørt. Den store kvalitetsbestand af avlsdyr er slået ned, Kopenhagen Fur har kastet håndklædet i ringen, og det er vores klare opfattelse fra den løbende dialog med pelsavlerne, at det desværre er for sent at rette op på skaden og redde det stærke eksporterhverv.

Derfor skal vi nu fokusere på, at alle de berørte avlere, deres familier og følgeerhvervene kommer ordentligt igennem denne krise, hvor livsværk er tabt fra den ene dag til den anden.

Venstre har af den grund i forhandlingerne kæmpet benhårdt for, at de alle får en rimelig erstatning. For os skal erstatningen være større, fordi erhvervet er fuldstændig lukket, og en eksproprieret minkavler har derfor ikke mulighed for at starte en ny pelsproduktion et andet sted i Danmark. Det sker som følge af rød bloks beslutning om at aflive alle mink og er en væsentlig brik, der gør de her forhandlinger anderledes end andre ekspropriationssager.

Tilsvarende skal vi have øje for, at der så hurtigt som muligt bliver adgang til udbetaling af tilgodehavende for skind og straksbonussen. Især når nogle pengeinstitutter allerede har lukket kassekreditten for avlere. Det er således vigtigt, at vi også der skubber på for, at denne proces ikke udskydes unødigt.

Regeringens ulovlige ordre - som Venstre også er med til at forfølge i andre spor, herunder i kampen for en undersøgelseskommission - har gjort uoprettelig skade, og vores fokus er nu på at afbøde skaderne over for de berørte avlere, deres familier og det nedlagte erhverv.