Hjælp på vej til knastørt landbrug
Af Jacob Jensen og Erling Bonnesen
15. juni 2023 kl. 12:16
Fødevareminister Jacob Jensen har netop præsenteret en ny tørkeplan, som indeholder en række konkrete initiativer, der skal hjælpe pressede landmænd på både kort og lang sigt. Planen indeholder bl.a. mere fleksibilitet i forhold afgræsning på brakarealer og vejledning om at påkalde sig force majeure igennem en tørke-hotline.
Tørken har de seneste uger sat landbruget under hårdt pres, og mange landmænd ligger allerede søvnløse med bekymrende tanker om sommerens høst. Samtidig oplever flere landmænd udfordringer med at skaffe foder nok til deres dyr.
Det er vi nødt til at gøre noget ved fra politisk side. Derfor fremlægger Venstres fødevareminister, Jacob Jensen, nu en række initiativer, der kan hjælpe landmændene nu og her, imens tørken raser over os. Planen indeholder bl.a. en mulighed for, at landmænd i nogle tilfælde kan påkalde sig force majeure, så man fortsat kan modtage landbrugsstøtte, selvom man ikke kan leve op til alle de pågældende krav. Der etableres også en tørke-hotline hos Landbrugsstyrelsen, som skal hjælpe med at guide landmænd bedst muligt gennem tørken. Og så gives der mulighed for, at brakarealer, hvor landmanden har anmeldt mere end minimumskrav til brak, kan anvendes til foderproduktion.
”Landmændene er rigtig pressede, ikke mindst dem, der har brug for græs og foder til deres dyr, og derfor har vi kigget på, hvilke muligheder vi kan give landmændene, for at de kan få foder til dyrene i den kommende tid. Derudover vil vi løbende følge situationen tæt, så vi er klar, hvis det bliver nødvendigt med nye tiltag senere på sommeren og efter høsten”, siger fødevareminister Jacob Jensen.
Fødevareministeren har også anmodet EU-Kommissionen om en generel dispensation til at anvende brakarealer til foder, men det har Kommissionen afvist. Derfor har ministeren fremlagt disse alternative initiativer.
Du kan læse om alle tiltagene her.
Jacob Jensen
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Erling Bonnesen
Miljø- og fødevareordfører
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.