Fødevarer og landbrug

Nu starter vi arbejdet med den grønne trepart

Af Stephanie Lose, Økonomiminister og Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri

20. december 2023 kl. 14:32

I de kommende år står landbruget og fødevaresektoren over for en ambitiøs omstilling på mange områder. For Venstre er det afgørende, at vi fortsat kan producere fødevareprodukter af høj kvalitet og på en innovativ, bæredygtig og mere klimavenlig måde. Dansk landbrug står allerede stærkt, når det gælder grøn innovation. Det er vores ambition, at man fortsat skal udvikle – ikke afvikle – danske fødevareproduktion.

Den grønne omstilling af dansk landbrug skal derfor ske på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og hvor vi fastholder de vigtige arbejdspladser, som erhvervet skaber i hele landet.

Det er en god dansk tradition, at vi inddrager dem, det rent faktisk handler om, når der skal tages svære beslutninger. Så for at nå frem til de bedste løsninger for den grønne omstilling af dansk landbrug har regeringen valgt at nedsætte en grøn trepart, hvor regeringen går i dialog med Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og KL. Samtidig vil tænketanken Concito indgå som ekstern videnspart.

Regeringen har nu offentliggjort kommissoriet for treparten. Det kan du læse mere om her.

Den grønne trepart skal nå til enighed om principper anbefalinger og løsninger inden for både natur, biodiversitet, drikkevand og skov. Og treparten skal komme med konkrete løsninger til klimaafgift på landbrug med udgangspunkt i arbejdet fra ekspertgruppen om grøn trepart.

Dansk landbrug er allerede godt i gang med den grønne omstilling, og vi tror på, at Danmark fortsat kan være et eksempel til efterlevelse for andre lande, hvis vi viser, hvordan man kan gennemføre en samlet økonomisk bæredygtig grøn omstilling af landbruget. Her skal den grønne trepart spille en afgørende rolle.

Arbejdet i den grønne trepart påbegyndes med indledende drøftelser allerede til januar, og hele arbejdet skal være afsluttet senest i juni 2024.

For at sikre fremdrift og en god konstruktiv dialog i den grønne trepart udpeges Henrik Dam Kristensen til at være ekstern formand for arbejdet i den grønne trepart. Vi er overbeviste om, at Henrik med sin erfaring som minister for en række områder – herunder som både fødevareminister og landbrugs- og fiskeriminister - og formand for Folketinget er den rette til at lede den grønne trepart.

Samlet ser vi frem til, at vi på den måde kommer godt videre med arbejdet med at sikre en ansvarlig grøn omstilling af det danske landbrug og fødevareproduktion. For vi skal fortsætte den stærke og positive udvikling af dansk landbrug.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste