Venstre

Klar til at smøge ærmerne op

Venstres formand er tilbage i fuldt vigør oven på sin operation.

Vi har taget hul på et nyt folketingsår, og samtidig er jeg tilbage i fuldt vigør oven på mit ufrivillige fravær i forbindelse med min operation for to diskusprolapser.

Det har bestemt ikke været nemt at være tvunget til at tage den med ro i et stykke tid og slet ikke, når der er taget hul på en ny politisk sæson i de seneste uger. Jeg fulgte med spænding og stor interesse åbningsdebatten hjemme fra stuen, og jeg må godt nok sige, at det var svært at holde sig i ro. Der blev i dagens løb sendt mange sms’er til mine gode Venstre-kolleger på Christiansborg. Det var dog slet ikke nødvendigt, da de alle klarede det strålende og gav Socialdemokratiet og de andre partier et rigtig godt modspil.

Men nu er jeg tilbage, og forude venter en lang række spændende opgaver. Først og fremmest er det stadig coronaen, der lægger beslag på meget af tiden. Ikke bare Danmark, men hele verden står over for en kæmpemæssig udfordring i disse måneder, og mens vi venter på, at en eller flere af de mange vaccinekandidater bliver godkendt, har vi en stor og meget vigtig opgave i at holde hånden under de mange trængte brancher, herunder blandt andet underholdnings- og forlystelsesbranchen og minkavlerne.

En anden vigtig opgave er at få gang i den grønne omstilling, for det er ganske enkelt en nødvendighed at få sat fut under kedlerne, hvis vi skal nå en CO2-reduktion på 70 procent i 2030, og det skal vi. Det har meget høj prioritet for Venstre. Vi har simpelthen pligt til at tage vare på den eneste jordklode, vi har, så livet også stadig vil være dejligt for vores børnebørn og oldebørn og deres efterkommere.

Noget andet, vi også har pligt til at tage hånd om, er at få de arbejdsløse indvandrere ud på arbejdsmarkedet. Regeringen har desværre valgt den totalt modsatte tilgang til problemet ved i stedet at belønne dem med 2.000 kr. ekstra om måneden skattefrit. Det er ganske enkelt ikke den rigtige vej at gå. Det er virkelig skadeligt for integrationen og medvirker i høj grad til at fastholde de arbejdsløse indvandrere på passiv offentlig forsørgelse.

Det skal altid kunne betale sig at arbejde, og derfor er det meget vigtigt, at vi får gjort langt flere arbejdsløse indvandrere selvforsørgende. I samme moment skal der også gøres op med den sociale kontrol, som mange indvandrerkvinder desværre er underlagt. Danmark er et frit land, og det skal så sandelig også være frit for disse kvinder.

Og så skal vi i høj grad værne om ytringsfriheden. Det gør mig så vred og ked af det, når jeg tænker på den stakkels skolelærer i Frankrig, der blot ønskede at lære sine elever om ytringsfrihed, men som i stedet endte med at blive slået ihjel. Afsporede mørkemænd skal ikke få lov til at indskrænke vores mulighed for at ytre os og lærernes mulighed for at vise Muhammed-tegningerne i undervisningen, hvis de finder det relevant.

Ja, der er nok at tage fat på her i den nye politiske sæson, hvor også #metoo er et vigtigt emne.

Jeg er i den grad klar til at smøge ærmerne op og lægge arm med regeringen. De kan bare komme an …

Med venlig hilsen

Jakob Ellemann-Jensen