Venstre

Marie Bjerre genindtræder i regeringen

Af Troels Lund Poulsen, Formand

7. december 2023 kl. 12:32

I sidste uge fik Mia Wagner et alvorligt ildebefindende, da hun besvimede derhjemme. Det kom som et chok for os alle. For selv om vi var bekendt med, at Mia havde pacemaker, som hun har levet fint med i flere år, så havde ingen af os drømt om, at hun ville kollapse.

I går talte jeg så med Mia. Hun meddelte mig, at hun desværre ikke kan fortsætte som digitaliserings- og ligestillingsminister, for hun er nødt til at lytte til sin krop og sit helbred. Mia er fortsat sygemeldt og skal igennem yderligere undersøgelser, så lægerne kan få et klart billede af, hvad der skete i sidste uge. 

Jeg er utrolig ked af, at Mia ikke kan fortsætte. Men der er selvfølgelig ting, der er vigtigere end politik. Og jeg har selvfølgelig både forståelse og respekt for, at Mia har truffet den beslutning, hun har. Jeg har takket hende for den korte tid, vi nåede at arbejde sammen i regeringen – og jeg ønsker hende god bedring og håber, at hun kommer på højkant så hurtigt, som det nu er muligt. 

Mias beslutning medfører også, at jeg har bedt Marie Bjerre om igen at indtræde på ministerholdet, og hun bliver dermed udnævnt til digitaliserings- og ligestillingsminister. 

Marie Bjerre har vist sig som en sand holdspiller, der har Venstres bedste interesser for øje, siden hun for to uger siden fratrådte som digitaliserings- og ligestillingsminister. Og selvom forløbet mildt sagt ikke været ideelt, så glæder jeg mig over, at Marie igen bliver en del af det borgerlige ministerhold i regeringen. 

Marie kender jo som bekendt ministeriet ind og ud, og hun glæder sig til igen at tage fat på det vigtige arbejde i Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet.

Venlig hilsen
Troels Lund Poulsen, formand for Venstre

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste