Økonomi og vækst

Nu tager Mette Frederiksen et markant ryk ud på venstrefløjen

Engang var Socialdemokratiet et midterparti – nu tager de et markant ryk til venstre.

I går fremlagde Socialdemokratiet en længe ventet økonomisk plan. Den viser en klar retning: Højere skatter. Ufinansierede løfter. Og mange ubesvarede spørgsmål om højere sociale ydelser, og hvem der skal have retten til tidligere pension.
 
Socialdemokratiet har længe talt om at ”samle Danmark” på midten, men i går blev det tydeligt, at Mette Frederiksen og den røde blok sammen vil gøre det dyrere at være dansker.
 
Mette Frederiksen afslørede bl.a., at hun vil hæve en lang række skatter og afgifter. Udover allerede bebudede skattestigninger iværksættere og arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner, vil Socialdemokratiet også hæve afgiften på en lang række almindelige dagligvarer som kaffe, slik og chokolade.
 
”Med gårsdagens udmelding tager Socialdemokratiet et markant ryk i en mere venstreorienteret retning. S forlader midten af dansk politik og bekender sig endegyldigt til venstrefløjen", siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.
 
Det går godt i Danmark. Siden den borgerlige regering kom til i 2015, er der skabt 168.500 ekstra private arbejdspladser, og der er styr på de offentlige finanser. Men Socialdemokratiets skattestigninger og ekstraregninger til både erhvervslivet og danskerne risikerer at sætte udviklingen over styr. Rød bloks politik vil være dyrt for Danmark og dyrt for danskerne.
 
”Socialdemokratiet bekender sig entydigt til en skattestigningspolitik, og det er jeg ked af”, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:
 
”Det kan blive dyrt for Danmark, og det handler ikke kun om penge, men også om andre ting. De prøver at pakke det ind i en retorik om, at det kun er de rigeste, der skal til lommerne. Men det forholder sig ikke sådan. Socialdemokratiet vil gøre Danmark fattigere – ikke rigere".