Dansk økonomi er fortsat i god form – og rustet til turbulens

Af Stephanie Lose, næstformand for Venstre og økonomiminister, og Hans Andersen, finansordfører
23. maj 2025 kl. 12:34
Dansk økonomi er fortsat i god form i en tid, hvor verden ellers er præget af store usikkerheder om toldkrig og turbulens på de globale markeder. Det var det positive hovedbudskab i Økonomisk Redegørelse, som vi tidligere på ugen præsenterede fra Økonomiministeriet.
Der forventes i år en fortsat høj økonomisk vækst på tre procent, og beskæftigelsen er fortsat på et rekordhøjt niveau. Samtidig er inflationen kommet under kontrol på et stabilt niveau omkring to procent. Dansk økonomi står således i et meget solidt udgangspunkt, som er skabt gennem ansvarlige reformer, dygtige virksomheder og flittige danskere, der går på arbejde.
Den stærke danske økonomi skyldes blandt andet, at flere seniorer vælger at blive længere på arbejdsmarkedet, og at kvalificeret international arbejdskraft i høj grad har været med til at bidrage til den økonomiske vækst i Danmark i de seneste 10 år. Siden 2013 er beskæftigelsen i Danmark samlet set steget med mere end 450.000 personer.
Men selvom dansk økonomi overordnet set står på et meget stærkt grundlag, så er der også en række opmærksomhedspunkter.
For selvom inflationen generelt er nedbragt til omkring to procent, så har vi alle nok oplevet, hvordan prisen på nogle varer fx kaffe og chokolade er skudt i vejret de senere år. Alene det sidste år er prisen på kaffe og chokolade steget med omkring 20 procent.
Og selvom den verserende toldkrig ikke underminerer dansk økonomi over en bred kam, så er der ingen tvivl om, at vi som en lille åben økonomi, der har opnået velstand gennem handel med omverdenen, kommer til at mærke de stigende toldsatser. Ikke mindst de mange dygtige danske produktionsvirksomheder kan i første omgang blive påvirket væsentligt.
De økonomiske usikkerheder understreger også behovet for, at vi både i Danmark og i resten af Europa øger vores produktivitet. Der er behov for at reducere regelbyrderne i det europæiske erhvervsliv. Og samtidig er der brug for fortsatte reformer.
I Venstre har vi gennem årtier taget ansvar for at sikre en ansvarlig økonomisk styring i Danmark. Det har bidraget til, at vi står stærkt selv i usikre tider, og det understreger behovet for at fortsætte i samme spor.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.