Økonomi og vækst

Ny bred aftale skal sikre, at flere unge kan få et fritidsjob

Af Stephanie Lose, økonomiminister og Venstres næstformand og Kim Valentin, beskæftigelsesordfører

12. september 2024 kl. 12:55

Regeringen og Venstre har sammen med et bredt flertal af Folketingets partier torsdag landet en aftale om fritidsjob, der sikrer de unge mere frihed, mere tillid, flere penge på lommen og mindre regelbøvl. Venstre har længe ønsket bedre vilkår for unge med et fritidsjob, og det ønske omsætter vi nu til borgerlig politik i regeringen.

Fritidsjob er en god investering i vores unge. Unge, der har haft et fritidsjob, klarer sig generelt bedre i arbejde og i uddannelse senere i livet, og fritidsjob giver en følelse af formål og selvstændighed, som tjener alle unge mennesker godt. Det skal vi støtte op om.

Desværre er antallet af unge med fritidsjob faldende. Mens det i 1980’erne var syv ud af ti, der bestred et fritidsjob, ligger tallet i dag blot på fem ud af ti. Den udvikling skal vi have vendt, og det gør vi med solide, borgerlige løsninger: Mere incitament og mindre regelbøvl.

Med aftalen er vi enige om at afskaffe arbejdsmarkedsbidraget for unge under 18 år, så de kan få lov til at beholde flere af de penge, som de bruger deres fritid på at tjene. Dermed sikrer vi, at det i endnu højere grad kan betale sig for de unge at stifte bekendtskab med arbejdsfællesskabet.

Vi udvider også tidspunktet for, hvornår de unge 15-17-årige, der er færdige med grundskolen, kan arbejde. Derigennem gør vi det mere fleksibelt for unge.

Og så tager regeringen initiativ til at gennemføre en række initiativer, som generelt gør det lettere for arbejdsgivere og foreningsliv at tilbyde unge et job. Selvfølgelig skal vores unge menneskers første møde med arbejdsmarkedet være trygt. Men når reglerne bliver for fjollede, må vi skride ind, så de ikke risikerer at tage arbejdsglæden fra vores unge. Konkret sikrer vi bl.a., at unge på 13-14 år får lov til at arbejde med alle slags ufarlige maskiner, uden at gå på kompromis med, at unge skal have en god og tryg start på arbejdslivet. Det vil betyde, at der vil blive reel mulighed for unge for at arbejde på caféer og restauranter.

I Venstre tror vi på værdien af at arbejde uanset din alder, ophav eller livsvilkår. Når vi nu gør det nemmere for unge at tage og varetage et fritidsjob, så gør vi det netop for de unges skyld.

Vi ønsker for flere unge, at de eksempelvis kan opleve følelsen af at spare op til noget, som de kan købe for deres helt egne penge. Vi ønsker for de unge, at de får den erfaring, økonomiske snusfornuft og selvtillid, der følger med at have et fritidsjob. Det er liberale værdier, som vi nu har omsat til borgerlig politik i regeringen.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste