Venstre

Ellemann: Flere danskere skal have hverdagen tilbage

Flere danskere skal have hverdagen tilbage, skriver Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Af Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen

I dag åbner endnu en del af Danmark og det glæder jeg mig over, selv om det sker med en masse bøvlede regler og restriktioner.

Det gælder selvfølgelig det underlige krav om 30 minutters varsel for at få et bord på en restaurant – trods afstand, afspritning og en negativ test eller vaccination. Det gælder den tidlige bagkant for udskænkning på restauranter, som gør det svært at få gæster om bordene to gange på en aften. Eller tag de afstandskrav, der gør, at man flere steder ikke kan sende børnene tilbage i skolen, selvom vi har aftalt det politisk. Det er frustrerende.

For selvom det ikke burde være så svært, er genåbningen en lang sej kamp. Når vi tager hul på den næste del om 1½ uge, skal vi have de tossede regler væk og meget gerne indskrænke brugen af coronapas på restauranter og i liberale erhverv.

Og så skal vi have vores børn helt tilbage i skolen. For det haster.

Alle danskere har været mærket af den nedlukning, som corona-epidemien har betydet. Men vores børn og vores unge har mærket den ekstra hårdt. I den alder er leg, læring og hygge med jævnaldrende fuldstændig afgørende og en tid, som aldrig kommer tilbage.

Derfor er det en klar prioritet for Venstre, at få børnene fuldstændigt tilbage i skole, når vi tager næste skridt i genåbningen den 6. maj.

Vi bør også åbne fuldstændigt for den indendørs idræt for voksne, som er aftalt til den 6. maj. For det er vigtigt for Venstre, at fitness-centre, håndboldbaner og svømmehaller ikke bare er åbne for børn og ældre, men også for os der imellem.

Venstre vil fortsat gerne samarbejde om en genåbning af Danmark, og vi har heldigvis fået rykket mange ting i rigtig retning. Desværre oplever vi også, at regeringen og dens støttepartiers tilgang ofte blokerer for den sunde fornuft, når vi mødes til forhandling.

Det kan vi forhåbentlig gøre noget ved i de næste uger. Venstre vil fortsat kæmpe for en sikker, men også ambitiøs vej til at genåbne. Den skal spejle det individuelle ansvar, som danskerne har løftet med stor omhu, og som stiller Danmark fornuftigt i forhold til at få flere ambitioner ind i genåbningen.