Årets modtager af Venstres Frihedspris 2026 er Christine Lehn-Schiøler

14. november 2026 kl. 17:00

Rektor på Københavns Åbne Gymnasium i Valby, Christine Lehn-Schiøler, er modtager af Venstres Frihedspris 2026.

Klapsalverne var store, da Christine Lehn-Schiøler fik overrakt Venstres Frihedspris 2026 for at stå vagt om nogle af vores mest grundlæggende værdier.

For godt tre år siden satte Christine sig i rektorstolen på Københavns Åbne Gymnasium i Valby. Et gymnasium, som dengang havde udfordringer nok at tage fat på med en udpræget grad af negativ social kontrol, der især var religiøst betinget - og som fandt sted blandt skolens muslimske elever.

Og i stedet for at se til valgte hun at handle ved at forbyde al religiøs udøvelse og kræve, at alle på gymnasiet taler dansk.

For frihed handler ikke kun om retten til at tro. Det handler også om retten til at lade være. Og om at kunne være sig selv uden at blive presset til at leve efter andres religiøse regler og forventninger.

Og i dag er der positive tegn på gymnasiets udvikling. Flere unge søger skolen som deres førsteprioritet, og fraværet er faldet.

Traditionen tro blev Frihedsprisen overrakt af Bertel Haarder, der i sin tale fremhævede betydningen af modige og handlekraftige ledere:

”Vi belønner i dag en leder, der tager ansvar. Sådan nogen er der mangel på. Ledelse er jo alternativet til bureaukratisk regelstyring.”

Fra alle os i Venstre skal der lyde et stort tillykke til Christine Lehn-Schiøler. Og ikke mindst en stor tak for at turde gå forrest og stå fast på noget af det vigtigste, vi har i Danmark: Friheden til at leve det liv, vi selv ønsker. Uden negativ social kontrol.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld