Venstre er Danmarks største borgmesterparti

Af Troels Lund Poulsen, Venstres formand
28. november 2025 kl. 13:34
Venstre har haft et meget flot kommunal- og regionsrådsvalg. Når de endelige konstitueringsaftaler er faldet på plads, starter arbejdet for sund økonomi og tryg velfærd på tværs af landet.
1.120.784 stemmer. Knap 18 procent af vælgerne. Det er en opbakning, vi som parti kan være enormt stolte af. Venstre er nu Danmarks største borgmesterparti med i skrivende stund 40 borgmestre. Og samtidig sætter vi os på formandsposten i tre ud af landets fire regioner.
Det er et stærkt resultat af flere grunde:
Det viser, at vi har dygtige lokale kandidater, der har ført en fantastisk valgkamp. Og det vidner om, at der stadig er stor tillid til os i Venstre.
Det betyder, at det i den kommende valgperiode er dygtige Venstrefolk, der står i spidsen for kernevelfærden i vores samfund – nemlig hele sundhedsområdet. Venstre har således fået formandsposten i tre ud af de nu fire regioner – Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark. Dertil kommer posten for formand for Danske Regioner.
Venstre på vej frem
Venstre har som parti været igennem nogle udfordrende år. Det er ingen hemmelighed.
Men ved dette kommunal- og regionsrådsvalg har vi vist med al tydelighed, at vi har styrke og er på vej frem. Venstre lever i bedste velgående!
Valget gør mig derfor håbefuld og optimistisk på vores partis vegne. Det samme gør de kandidater, vi har fået valgt ind landet over. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hver og en af vores by- og regionsrådsmedlemmer vil knokle og kvittere for tilliden fra vælgerne ved at arbejde for den trygge velfærd og ansvarlige økonomiske politik, vi gik til valg på.
De kommer til at levere resultater, som danskerne kan mærke i hverdagen. Og til syvende og sidst er det jo det, der tæller.
Jeg er dybt taknemmelig for den indsats, som kandidater, frivillige og alle i Venstre organisation har lagt i valgkampen. Jeres engagement har været uvurderligt, og uden jer havde vi aldrig kunne stå med dette flotte resultat.
Tusind tak og stort tillykke til alle de valgte kandidater. Jeg er sikker på, at I kommer til at klare det helt fremragende!
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.