Første dag på Folkemødet: Venstres Have er åben

11. juni 2026 kl. 19:02
Kigger man rundt i Allinges gader, er man ikke i tvivl. Samfundsinteresserede i alle aldre, højskoleelever, djøf’ere camoufleret i hørskjorter og afslappede politikere går frem og tilbage mellem de mange scener i hovedgaden. Med andre ord: Folkemødet er gået i gang!
Efter et forår præget af store politiske begivenheder og en ny regering på plads er der masser at tale om. Debatterne er startet, teltene er fyldt, og rundt omkring på solskinsøen bliver nye idéer vendt og drejet.
Kl. 10.30 blev Venstres Have officielt åbnet. Til stede var blandt andre gruppeformand Morten Dahlin og Venstre-legenden Bertel Haarder. Stemningen var høj allerede fra morgenstunden, og publikum blev naturligvis også inviteret til at synge med på et par velkendte sange, inden dagens første debatter for alvor gik i gang.
Debatterne spændte vidt og bredt. Fra "En samtale om sorg" og "Quiz om rigsfællesskabet" til "EU og energiuafhængighed" – emnerne var mange i løbet af dagen. Vi starter dog denne reportage hos Dansk Industri, hvor Stephanie Lose deltog i en debat om fremtidens folkeskole.
Med Venstres udspil til en ny tillidsreform af folkeskolen havde Lose et klart budskab: Skolen skal i højere grad tage udgangspunkt i elevernes behov og give mere frihed til dem, der hver dag står med ansvaret i klasselokalerne.
Stephanie Lose fremhævede blandt andet behovet for et opgør med den fejlslagne inklusionsindsats, større lokal frihed til skolerne og flere ressourcer tæt på børnene i form af lærere og pædagoger.
Der var bred enighed i panelet om mange af udfordringerne. Både Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, og Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, pegede på flere af de samme løsninger, som Venstre allerede har sat på dagsordenen.
Kl. 14.00 var der godt fyldt op på Folkemødets store scene, da Venstres formand Troels Lund Poulsen skulle holde sin partiledertale. Det var en tale, hvori han gjorde status på dansk politik og den nye regerings første skridt. Troels Lund Poulsen lagde ikke skjul på, at Venstre ser et stort behov for en stærk borgerlig opposition.
"Den røde regering er god til at bruge penge, men knap så god til at tjene dem," lød en af dagens markante pointer, som blev mødt af både smil, nik og klapsalver fra publikum.
Samtidig understregede han, at Venstre vil være en konstruktiv kraft i Folketinget.
"Vi er klar til at forhandle. Men vi kommer ikke til at være billigt til salg."
Budskabet var klart: Venstre vil tage ansvar, men også stå fast på de liberale værdier og sikre, at Danmark fortsat udvikler sig i en retning med frihed, ansvar og økonomisk omtanke.
Efter talen var Venstres formand endda så heldig at støde ind i den tidligere badmintonspiller Victor Axelsen. Om det lykkedes Troels at få den fynske badmintonlegende til at stille op til næste valg, skal dog være usagt...
Og så er vi tilbage i Venstres Have. For der var næsten garanti for fyldte bænke, da Troels Lund Poulsen og Anders Fogh Rasmussen torsdag aften satte sig på scenen.
Interessen var stor, og haven var fyldt med medlemmer, gæster og nysgerrige folkemødegæster, som ville høre de to erfarne Venstre-profiler diskutere Europas fremtid og den sikkerhedspolitiske situation.
Samtalen kom blandt andet omkring behovet for stærke alliancer mellem de demokratiske lande i Europa, støtten til Ukraine og de udfordringer, som Europa står over for i en tid præget af usikkerhed og geopolitiske spændinger.
Der var også plads til personlige refleksioner og gode råd fra Anders Fogh Rasmussen til den nuværende Venstre-formand. Det gav både eftertænksomme øjeblikke og smil blandt publikum.
Kort sagt blev det endnu et eksempel på det, Folkemødet kan, når erfaring, politisk engagement og nysgerrige spørgsmål mødes i øjenhøjde.
Første dag på Folkemødet er vel overstået, men programmet er langt fra slut.
Fredag byder på nye debatter, spændende gæster og masser af politiske samtaler i og omkring Venstres Have. Vi følger med hele vejen og samler igen de vigtigste øjeblikke, de skarpeste pointer og stemningen fra solskinsøen.
Vi ses til dag to på Folkemødet.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.