EU-politik

Vi gambler ikke med fred, frihed og samhandel

Af Jan E. Jørgensen, Venstres EU-ordfører

Europa har en særlig historie. Tusinder års fjendskab er blevet afløst af samarbejde. Det kan lyde som en kliché - men EU er fredens og frihedens projekt.

Men verden er blevet mere usikker, og samarbejdet i Europa slår sprækker. Briterne er på vej ud af EU. USA bygger toldmure. Uroligheder sender migrantstrømme mod Europa. Klimaforandringer kræver handling.

Derfor er der behov for europæisk sammenhold. Og mens andre partier vender fællesskabet ryggen, bekender Venstre sig til fællesskabet. Vi vil bevare et trygt Danmark i et stærkt Europa.

EU har gjort Danmark rigere og friere. Vi stemte os ind i Fællesmarkedet i 1972, og siden har EU's indre marked understøttet dansk økonomi. Danske virksomheders adgang til det indre marked sikrer hver femte arbejdsplads i Danmark. En almindelig dansk lønmodtagerfamilie har 65.000 kr. mere om året i lønningsposen. Værdien af vores EU-medlemskab kan ikke overvurderes.

Med det indre marked følger den fri bevægelighed. Den gavner danskere, som rejser, arbejder og studerer i EU, og den sikrer danske virksomheder adgang til kvalificeret arbejdskraft og gør Danmark rigere. Når Socialdemokratiet foreslår at begrænse den frie bevægelighed og svække det indre marked, gambler de reelt med vores velfærd.  

Den vej vil Venstre ikke gå.

Vi vil i stedet sikre et EU, hvor vi samarbejder om de fælles udfordringer. Sammen skal vi bekæmpe klimaforandringerne. Vi skal have styr på EU’s ydre grænse og bremse migrationsstrømmene mod Europa. Og vi skal sikre et bedre indre marked, så vi kan skabe flere danske arbejdspladser.

Venstre er varm tilhængere af EU-samarbejdet. Det vil vi ikke putte med. Danmarks naturlige plads er i Europa.

Derfor ønsker Venstre dig glædelig Europa-dag