EU-politik

Venstre vil styrke EU’s ydre grænser

Af Troels Lund Poulsen, formand, og Morten Løkkegaard, spidskandidat til EP-valget

8. april 2024 kl. 11:18

Det europæiske fællesskab er igen under pres fra den stigende strøm af illegale migranter, der søger asyl i EU-lande. Sidste år blev der registreret ca. 380.000 tilfælde af såkaldte irregulære grænsekrydsninger over EU’s ydre grænser, og dermed er antallet det højeste siden 2016. Vi mener derfor, at vi skal styrke EU’s kyst- og grænsevagt Frontex markant for at styrke beskyttelsen af EU’s ydre grænser.

EU’s grænse- og kystvagt Frontex har ansvaret for at beskytte EU’s ydre grænser mod illegale migranter. De gør en vigtig indsats, som vi fra dansk side altid har bakket op om. Men udfordringerne med illegale migranter er stigende. Der var sidste år det højeste antal illegale migranter siden 2016, og det kan meget vel blive endnu flere i år og de kommende år, hvis vi ikke handler nu.

Vi skal for alt i verden sikre, at vi undgår, at flygtningestrømmene mod Europa nærmer sig samme niveau og situationer som i årene 2015-16. Dengang var det primært flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, der søgte mod Europa, men nu er der udover flygtningestrømme fra Afrika- og Mellemøsten også grund til at forberede sig på potentielle flygtningestrømme fra øst, fordi Putin bruger det som en del af sin krigsførelse.

Der er derfor brug for at styrke EU’s ydre grænser, hvis vi skal undgå en migrationskrise som i 2015-2016. Når vi nu kan se, at migrationspresset mod Europas grænser tager til, er vi nødt hurtigst muligt at forstærke Frontex. I dag er EU's målsætning, at der skal være 10.000 personer i Frontex i 2027. Men det er alt for langsomt i betragtning af den nuværende sikkerhedssituation og det migranttryk, der finder sted.

I Venstre vil vi derfor arbejde for, at vi sætter tempoet op. Frontex skal styrkes endnu mere og allerede i de kommende år.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste