Økonomi og vækst

Venstres vej: Tre greb skal styrke vores eksporterhverv

Af Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen

SF og Enhedslisten mener ikke, at et skatte-, afgifts- og byrdestop kan forenes med det forståelsespapir, som lå til grund for Mette Frederiksens regering. De vil tænke i nye eller forøgede skatter og afgifter, selv om det vil være gift for at genskabe de jobs, som allerede er gået tabt i den aktuelle krise.

Det er altså for alvor blevet klart, at der er to veje i dansk politik. Venstres vej er fortsat krystalklar: Vi vil meget gerne være med til at genoprette Danmarks økonomi, så længe et skatte-, afgifts- og byrdestop for minimum denne valgperiode er en integreret del af den samlede plan.

Det vil også være vores rettesnor fremadrettet.

Den diskussion skal dog ikke afholde os fra at adressere den store krise, som folder sig ud lige nu. Venstre har en klar retning: En halvering af momsen, fremrykning af skatte- og afgiftslettelser og skatte-, afgifts- og byrdestoppet er nogle af de ting, som vi har spillet på banen til at skabe jobs.

Med de forslag sætter vi bl.a. gang i den indenlandske efterspørgsel, hvilket bliver afgørende for at få Danmark godt igennem krisen. Men 845.000 danske jobs er afhængige af vores eksport, og derfor er det kritisk for Danmark som lille, åben økonomi, at en række af vores største markeder er i dyb krise. DI anslog i torsdags, at foreløbig 80.000 eksportjobs er truede – og det kan desværre blive værre.

Kig ud over Europa, hvor flere vigtige markeder er i frit fald. Kig til udfordringerne i vores nabolande, eller se til Danmarks største eksportmarked, USA, hvor hele 36 millioner nyledige er kommet til siden krisens start. Det tegner dystert, og derfor skal vi trimme sejlene i vores mange, danske styrkepositioner på eksportområdet.

Derfor foreslår jeg her til morgen tre greb, som skal styrke vores eksporterhverv:

For det første skal vi lave en række ”genstartsteams” for de danske styrkepositioner. For det er gennem solid eksport, Danmark skaber meget af sin velstand – også efter den aktuelle krise. På ryggen af gode, generelle erhvervsvilkår er det vidt forskelligt, hvad der skal til i de enkelte erhverv. Med genstartsteams kan man sætte ind med kirurgisk præcision, så det batter mest muligt.

Genstarten kan eksempelvis fokusere på farma, medicinaludstyr, shipping, transport og logistik, mode- og tekstil, høreapparater, turisme, produktionsvirksomheder, høj-værdi fødevarer eller vedvarende energiteknologi. Der er nok at vælge imellem. Der skal afsættes en betydelig sum penge til den målrettede indsats – vi foreslår 750 mio. kr.

Vi foreslår også, at der kan laves nabotjek på udenlandske hjælpepakker, så vi fanger, hvis der sker noget afgørende nyt for udvalgte segmenter.

Endelig bør der også tages initiativ til en krisefond, hvor private midler fra eksempelvis pensionsselskaber kan blive koblet med eksportvirksomheder, som i den kommende tid kan have brug for adgang til kapital. Det handler i bund og grund om rettidig omhu, så vi er klar, hvis problemerne opstår.

Jeg er bekymret for, at situationen bliver værre med den aktuelle krise. Og med op mod 50.000 flere ledige siden nedlukningen af Danmark, samt over 170.000 på lønkompensation, så vil det være et meget dystert billede. Det er derfor, vi skal sætte ind nu, så vi ikke ender med en endnu større regning på sigt.

Du kan stole på, at vi fra Venstres side arbejder benhårdt for at undgå, at endnu flere danskere skal miste deres job. Det er vores vej i den økonomiske genopretning af Danmark, som venter forude.