Ny økonomisk plan: Forsvar, sikkerhed og klimasikring får milliardløft

Af Stephanie Lose, næstformand og økonomiminister
24. februar 2026 kl. 16:29
Dansk økonomi klarer sig bedre end stort set alle andre i Europa i øjeblikket, og det muliggør at vi nu - inden for økonomisk ansvarlige rammer - kan skabe økonomisk rum til vigtige og nødvendige investeringer. Det gør vi med vores netop fremlagte økonomiske plan frem mod 2035.
I dag har regeringen fremlagt sin økonomiske plan frem mod 2035.
Det er vigtigt at slå fast, at dansk økonomi er robust og sund. Der er rekordhøj beskæftigelse, lav gæld og sunde offentlige finanser. Det skyldes blandt andet, at rekordmange danskere hver dag går på arbejde, og at danske virksomheder er konkurrencedygtige i en ellers omskiftelig og usikker verden. Og samtidig er der gennem årtier truffet ansvarlige beslutninger af skiftende regeringer, også af denne regering. Vi har blandt andet gennemført en række reformer, som øger arbejdsudbuddet med over 32.000 personer i 2030.
Alt i alt klarer dansk økonomi sig bedre end stort set alle andre i Europa i øjeblikket, og det muliggør at vi nu - inden for økonomisk ansvarlige rammer - kan skabe økonomisk rum til vigtige og nødvendige investeringer.
I planen er der sat penge af til meget store investeringer i forsvar og sikkerhed i Danmark. Alene i 2030 løfter vi forsvarssikkerhedsbudgettet med næsten 39 milliarder kroner, så vi når de 3,5 procent af BNP, som er det, vi har aftalt i NATO. Derudover investerer vi både med en akutpakke og et varigt løft i vores beredskab, ligesom vi med en national plan for alvor sætter skub i og investerer i klimasikring af byer og boliger.
For to år siden på vores landsmøde i Herning sagde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, at den vigtigste prioritet for Venstre var at prioritere og håndtere de store regninger til forsvar, sikkerhed og klimasikring, som ventede forude. For danskernes tryghed og sikkerhed - fra en urolig verden og helt hjem i deres egen bolig - har topprioritet for os.
Og nu leverer vi! Er det så nok? Det er for tidligt at konkludere. Verden forandrer sig hele tiden med hastige skridt, så vi skal også være parate til at gøre mere, hvis der bliver brug for det. Og det er vi også i Venstre.
Det ligger dog også fast, at der er et begrænset økonomisk prioriteringsrum i de kommende år frem mod 2030. Vi kan glæde os over, at dansk økonomi er så stærk, at vi kan løfte så store opgaver. Men i de kommende år er der brug for at prioritere og for at komme med ny finansiering, hvis man vil gøre mere for at sikre vores kernevelfærd, gøre det billigere at være dansker, styrke virksomhedernes konkurrencekraft og investere i sikkerhed og grøn omstilling. Og det vil vi som bekendt gerne i Venstre!
Vi har allerede meldt ud, at vi går til valg på at sænke udviklingsbistanden fra 0,7 til 0,5 procent af BNI. Det mener vi, er ansvarligt og nødvendigt i den urolige tid, vi lever i. Det vil allerede fra 2027 frigøre 6,5 milliarder kroner årligt. Det skal ses i lyset af, at der er milliardstore udgifter til vigtige opgaver på forsvar, sikkerhed, velfærd, konkurrenceevne og meget andet så langt øjet rækker. Samtidig vil Danmark fortsat ligge i den absolutte top, når det kommer til vores engagement i verden via udviklingsbistanden såvel som støtte til Ukraine.
Danmark har brug for, at vi fortsætter en ansvarlig økonomisk kurs, så vi kan styrke vores velfærdssamfund og forsvare vores frihed. Det kæmper Venstre for.
For Danmark skal være i sikre hænder.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.