Økonomi og vækst

VLAK havde været bedst for Danmark

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre

22. maj 2026 kl. 19:05

Kære alle

Det er nu næsten to måneder siden, at danskerne var til folketingsvalg. Og der har været regeringsforhandlinger i mange uger.

Aldrig før har regeringsforhandlinger taget så lang tid. Det er derfor også på høje tid, at Danmark får en ny regering.

For mig er politik ikke noget, vi leger. Det er alvor.

Det har stor betydning og konsekvenser for danskerne, for virksomhederne og for vores land.

Der er vigtige beslutninger, der lige nu venter på at blive truffet. Især når det kommer til Danmarks og Europas sikkerhed.

Det er også derfor, at jeg som kongelig undersøger har insisteret på ikke at trække tiden unødigt, og derfor gav jeg mig selv en deadline på 14 dage.

Den frist udløber i dag.

Jeg påtog mig opgaven at afsøge et offensivt økonomisk grundlag, der kan gøre Danmark rigere.

Så vi har råd til at investere i velfærd, forsvar, natur, miljø og grøn omstilling.

Og så vi kan gøre det billigere at være dansker og nemmere at drive virksomhed.

Den opgave har jeg leveret på.

For nu har vi - Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti - skabt en overordnet politisk ramme, som et flertal i Folketinget ikke burde modsætte sig ud fra det politiske indhold.

Grundlaget er et udtryk for, at vi alle har bøjet os mod hinanden og mod midten.

Grundlaget er også udtryk for, at ingen kan få alt, men alle kan få meget.

Desværre har Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne som de eneste ikke vist nogen som helst vilje til at bøje sig.

Det på trods af at den politiske ramme indeholder rigtig meget af den politik, som et flertal, inklusiv Moderaterne, gik til valg på.

Jeg vil også gerne gøre op med den fortælling, at jeg ikke har afsøgt andre konstellationer - herunder den meget omtalte midterregering.

Det kan ikke lade sig gøre, fordi jeg har den klare opfattelse, at Socialdemokratiet ikke vil føre en offensiv økonomisk politik, der gør Danmark rigere.

Og vi er selvfølgelig ikke interesserede i, at der føres en rød økonomisk politik i et Folketing med et blåt reform flertal.

Derfor kunne jeg ikke se andre muligheder end VLAK-regeringen.

Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har altså haft et valg:

At acceptere en blå mindretalsregering med store dele af den politik, som de gik til valg på.

Men uden at Moderaterne indgår i den regering.

Eller en rød regering, hvor Moderaterne indgår, men som så ikke kan føre den politik, som Moderaterne ønsker - ikke mindst, når det kommer til en offensiv reformpolitik.

Med andre ord: Lars Løkke Rasmussen har valgt mellem politik og personer.

På det møde, vi holdt i dag, gjorde Lars Løkke Rasmussen det klart, at han vil modsætte sig dannelsen af en VLAK-regering.

Og dermed har han sat personer før politik.

Jeg er ærgerlig og forundret over, at det er personspørgsmål, der står i vejen for, at en ambitiøs mindretalsregering bestående af V-LA-K, ikke kan føre den politiske fællesmængde ud i livet.

Det er en skam. Mest af alt for Danmark.

For vi havde muligheden for at danne en regering, der kunne sikre et rigere, grønnere og tryggere Danmark.

En regering, der ville gøre det billigere at være dansker.

Der ville prioritere vores velfærd, vores skoler, vores sundhed og psykiatri.

En regering, der ville styrke forsvaret, føre en stram udlændingepolitik og investere mere i den grønne omstilling, natur og miljø.

En regering, der ville sikre rent drikkevand og bedre dyrevelfærd.

En regering, der ville styrke Danmarks konkurrencekraft og gøre os klar til fremtiden.

Men Lars Løkke vil som sagt ikke lade en sådan VLAK-regering føde.

Derfor kommer jeg nu til at gå til Hans Majestæt Kongen og meddele, at det ikke er muligt at danne en regering i overensstemmelse med det mandat, jeg har modtaget.

Til sidst vil jeg gerne sige:

Jeg har som kongelig undersøger gjort mit bedste for at skabe et stærkt og ambitiøst politisk grundlag, som kunne sikre et rigere, grønnere og tryggere Danmark.

Det har ikke været en let opgave at samle de politiske fællesmængder i et Folketing med 12 partier.

Men vi er lykkedes med at lave en rigtig stærk ramme.

Vi har nu et politisk grundlag, som et flertal ikke burde have modsat sig, hvis det handlede om politik frem for personer.

Tak til alle, der har understøttet min rolle som kongelig undersøger de seneste uger.

Det har været meget værdsat.

Tak til partierne for konstruktive og intensive drøftelser, der har gjort det muligt at komme så langt på så kort tid.

Det lover godt for fremtiden og for vores folkestyre.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld