Det er tid til at sætte politik før personer

Af Troels Lund Poulsen, Venstres formand
21. maj 2026 kl. 15:42
Kære alle
I morgen er det 14 dage siden, jeg overtog stafetten som kongelig undersøger. Og det er næsten to måneder siden, vi har været til Folketingsvalg. Det er på høje tid, at der bliver dannet en ny regering i Danmark.
Jeg har talt med alle partier i Folketinget og de Nordatlantiske mandater. Jeg har fundet politiske fællesmængder på centrale områder, og jeg har løbende vurderet på, hvilken regering, der ville kunne levere på dem.
Summen af politikken og det parlamentariske billede fik mig til at konkludere, at vejen frem er at afsøge dannelsen af en borgerlig mindretalsregering. En VLAK-regering, som et flertal med den politiske ramme ikke burde modsætte sig ud fra det politiske indhold. Det kræver, at vi bøjer os mod hinanden - og mod midten.
En sådan regering vil kunne arbejde sammen med de forskellige flertal i Folketinget om at skabe et rigere, grønnere og tryggere Danmark.
Nogen vil måske spørge, om vi ikke bare skal danne en regering henover midten. Jeg har afsøgt andre regeringskonstellationer, herunder den meget omtalte midterregering.
Det er mit klare indtryk, at en midterregering, hvor Socialdemokratiet deltager, ikke vil levere på behovet for en offensiv økonomisk politik, hvor vi fortsætter reformkursen og sænker skatter og afgifter. Og det kan jo ikke være sådan, at der skal føres rød økonomisk politik i et Folketing med et blåt reformflertal. En VLAK-regering vil til gengæld kunne blive født af et ansvarligt reformflertal og vil kunne føre en offensiv økonomisk politik.
Den vil kunne række hen over midten og føre en ambitiøs grøn politik samtidig med, at der sikres finansiering til vigtige opgaver og politisk prioriterede investeringer i forsvar, velfærd, konkurrenceevne, miljø, dyrevelfærd og en tryg hverdagsøkonomi for danskerne.
Og den vil kunne række ud både mod Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at samle det udlændingepolitiske flertal om en stram og konsekvent udlændingepolitik.
Derfor er det fortsat min konklusion, at den mulige vej frem er en VLAK-regering, som jeg mener, vil kunne navigere i et svært parlamentarisk terræn med 12 partier i Folketinget.
Moderaterne har endnu ikke givet et klart svar på, om de vil modsætte sig dannelsen af en sådan regering.
Nu ser jeg frem til at mødes med Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne fredag eftermiddag kl. 16.30 på Scandic Spectrum. For Danmark har brug for en regering. Det er tid til at sætte politik før personer, og der er brug for, at vi i morgen kan konkludere på, hvorvidt Moderaterne vil modsætte sig dannelsen af en VLAK-regering. Det håber jeg selvsagt ikke på. For jeg mener ærlig talt, at vi på ti dage har vist, at vi kan samle et flertal i Folketinget, der vil føre en offensiv og ansvarlig økonomisk politik. Det vil være et godt fundament for en regering, der vil gøre Danmark rigere, tryggere og grønnere.
Troels.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.