Økonomi og vækst

Et Danmark i sikre hænder: Venstres økonomiske 2035-plan

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre, Stephanie Lose, økonomiminister, og Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister

16. marts 2026 kl. 15:04

Venstre vil gøre Danmark rigere og fortsætte reformvejen. Vi har brug for et rigere Danmark, så vi kan opruste forsvaret, løfte velfærden, gøre det billigere at være dansker og samtidig gøre det nemmere at drive virksomhed. Det viser vi nu vejen til med vores plan, som blandt andet indeholder en ambitiøs skattereform på samlet 20 milliarder kroner. Her og nu vil Venstre også gøre det billigere at være dansker i lyset af højere benzin- og dieselpriser grundet krigen i Mellemøsten.

Dansk økonomi står stærkt i disse år takket være årtiers ansvarlige reformer, som Venstre har spillet en hovedrolle i. Det har gjort Danmark rigere, det har skabt arbejdspladser og det har sikret, at vi kan investere i og udvikle vores velfærdssamfund. Venstre er garant for økonomisk ansvarlighed.

Vi står i en urolig tid, hvor vi ikke må vakle i oprustningen af Forsvaret og styrkelsen af danskernes tryghed. Det kræver svære prioriteringer, ansvarlig finansiering og reformer, der kan styrke erhvervslivets konkurrenceevne.

Med Venstre i regering har vi endegyldigt bevist, at der ikke er nogen modsætning mellem skattelettelser og bedre velfærd. Vi har nemlig både givet skattelettelser og løftet velfærden, og det vil vi gøre igen i næste valgperiode. For danskerne skal kunne beholde endnu flere af deres egne penge og vide, at velfærden er i sikre hænder.

Frem mod 2030 har vi tre centrale mål, som man kan holde os op på, hvis vi får ansvaret.

  • En skattereform: Med en ny skattereform vil vi lette skatter og afgifter for 20 milliarder kroner årligt. For at gøre det billigere at være dansker og mere attraktivt at arbejde. Og vi skal sikre bedre rammevilkår for vores erhvervsliv ved eksempelvis at sænke selskabsskatten fra 22 til 20 procent, ligesom vi afsætter en milliard kroner til at sænke selskabsskatten yderligere målrettet de små- og mellemstore virksomheder.
  • Et sikkerhedsløft: Vi vil styrke danskernes forsvar, sikkerhed og tryghed med over 40 milliarder kroner årligt. Med vores sikkerhedsløft vil vi styrke Forsvaret og beredskabet, så vi opfylder NATO-målet på samlet fem procent af BNP. Der er også klare rammer for at styrke politiet, fængselsvæsnet og sætte hårdt ind overfor kriminelle udlændinge.
  • Et velfærdsløft: Venstre vil prioritere 25 milliarder kroner til ekstra velfærd, heraf er 10,75 milliarder kroner til demografi, så pengene følger med, når der kommer flere ældre. Men derudover vil vi med vores velfærdsløft for eksempel styrke vores ældrepleje, løfte psykiatri og sundhedsvæsnet med blandt andet et demensløft og skabe Tillidsskolen for vores børn.

Vi vil også gøre Danmark rigere og anviser konkrete reformer, der vil øge arbejdsudbuddet med 10.000 personer, samt potentialer for 20.000 mere. Det skaber ny velstand for os alle.

Vores økonomiske plan anviser vejen til vækst, velfærd og lavere skatter på den lange bane. På den korte bane er mange danskere pressede af de massive stigninger grundet krigen i Mellemøsten. Derfor vil Venstre banke benzin- og dieselafgifterne helt i bund i resten af 2026.

Det kan vi gøre, fordi vi har en stærk økonomi. Det vil betyde meget for den enkelte familie, når en tankning med 40 liter benzin bliver mere end 100 kroner billigere.

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen er gået den røde vej i denne valgkamp. De vil indføre en skat på arbejdspladser og har ingen tiltag, som gør os rigere. Det skaber usikkerhed hos mange. Ikke mindst iværksætterne, der skal skabe fremtidens vækst. Det vil gøre Danmark fattigere både på kort og på lang sigt, og i sidste ende ramme vores fælles velfærd.

Med den fremlagte plan viser vi, hvordan Venstre økonomisk ansvarligt vil gøre Danmark rigere, så vi kan følge med verden, stå stærkt i en urolig tid og samtidig løfte velfærden.

Læs hele Venstres økonomiske plan her. 

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld