Jeg glæder mig til at påtage mig opgaven som kongelig undersøger

Af Troels Lund Poulsen, Venstres formand
9. maj 2026 kl. 18:04
Kære alle
Fredag aften stod det klart, at jeg er udpeget som kongelig undersøger.
Det er et ansvar, som jeg er dybt beæret over, og det er en opgave, jeg går til med stor ydmyghed.
Heldigvis er vi i Venstre godt forberedte på opgaven, og vi er klar til at tage fat.
Weekenden bruger vi på de sidste forberedelser, og på mandag indleder vi de officielle forhandlingsmøder, hvor Folketingets partier og de nordatlantiske mandater vil blive inviteret.
Efter regeringsforhandlingerne i ugevis har stået i stampe, kom der fredag en åbning, og som primært har handlet om, hvad man vil bruge penge på.
Alle, der kender mig, ved, at jeg er dybt optaget af at sikre et politisk grundlag, hvor vi investerer i vores børn og ældre, vores sundhed og ikke mindst vores sikkerhed.
Vi skal samtidigt være i stand til at føre en stram udlændingepolitik, sikre rent drikkevand, forbedre dyrevelfærden og opruste dansk forsvar.
Men forudsætningen for, at vi kan alt det, er, at der kan opnås enighed om et offensivt, økonomisk reformgrundlag. For vi skal styrke dansk økonomi, understøtte vores iværksættere og vores virksomheders konkurrenceevne.
I en tid præget af usikkerhed, opbrud og et Europa under pres fra både øst og vest er det fuldstændig afgørende.
Det står klart for enhver, at det er en svær opgave, vi nu er gået i gang med, men jeg glæder mig til arbejdet, og jeg går optimistisk til det med en tro på, at vi godt kan lande et grundlag, som mange partier vil kunne se sig selv i. Men det kræver selvfølgelig, at alle partierne viser en villighed til at bøje sig mod hinanden. Kun sådan kan vi få bragt Danmark videre i en udfordrende tid.
Jeg ønsker jer alle en fortsat god weekend.
Bedste hilsner,
Troels.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.