Venstre

Venstre og resten af blå blok smidt ud af genåbningsforhandlinger

Af Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen

Venstre mødte konstruktivt op, da regeringen i går inviterede til forhandlinger om en genåbning af samfundet. Alligevel endte regeringen få timer senere med at smide alle de blå partier ud af det virtuelle forhandlingsrum. Reelt var der ikke tale om forhandlinger. Det var i stedet et spørgsmål om at bakke 100 procent op om regeringens forslag eller lade være. Det er ikke seriøst over for Folketinget.

Venstres holdning er klar.

Vi kan ikke blive ved med at holde Danmark lukket. For vi må ikke glemme, at der er andet og mere omkring corona end sygdommen i sig selv. Hver eneste dag kommer nye vidnesbyrd frem om den høje pris, som nedlukningen har for mange danskere – socialt, menneskeligt og økonomisk. Derfor kan vi ikke fokusere enøjet på corona-smitten - vi må også have et blik for helheden.

Vores børn, unge og ældre mistrives. Mennesker er angste og ensomme. Hjerte- og kræftpatienter er ikke blevet diagnosticeret i lige så høj grad, som de plejer. Vores erhvervsdrivende er i knæ, og mange danskere har mistet deres arbejde. De mennesker er også ofre for corona, selv om de ikke er smittet med virussen.

Vi kommer til at skulle leve med corona i lang tid, og hvis man insisterer på at vente på fuldstændig kontrol, så taber vi samfundet på gulvet. Den risiko vil Venstre ikke løbe, og derfor skal vi i stedet begynde at vise danskerne tillid. Vi er alle blevet klogere, vi har lært at spritte af, holde afstand og passe på os selv og hinanden. Derfor er det nu tid til at se på mulighederne fremfor begrænsningerne. Vi har ikke råd til andet.

Venstre gik til forhandlingerne med en klar ambition om at starte en fleksibel genåbning af vores samfund. Vi foreslog at sende børnene tilbage i skole, åbne efterskoler og højskoler i hele landet ved brug af sociale bobler og åbne for de liberale erhverv, så vi undgår flere konkurser.

Nu har regeringen så fremlagt deres aftale med de røde partier. Kun få elever fra få steder i landet kommer tilbage i skole, kun visse efterskoler og højskoler åbnes og de liberale erhverv får ikke lov til at åbne. Det er brandærgerligt, at der ikke er mere, der åbnes.

Jeg forstår ikke, at regeringen ikke kan tales til fornuft. For det går ikke at holde Danmark lukket i månedsvis. Venstre vil derfor fortsætte med at kæmpe for at få den sunde fornuft ind i debatten om corona og genåbningen. Så vi i Danmark ikke kun lever i frygt for corona, men rent faktisk lærer at leve med den uden at give køb på alt det, vi holder af.