Økonomi og vækst

Venstre foreslår corona-fond på 300 milliarder kroner

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har i dag haft et nyt forslag med til forhandlingerne i Finansministeriet. Foto: Kim Vadskær

Af Jakob Ellemann-Jensen

18. marts 2020 kl. 21:29

Danmark står i en alvorlig situation. Det er vigtigt, at vi kommer godt gennem krisen. Og vi skal også godt videre, når den akutte sundhedsfare engang er ovre.

Lige nu hører vi dagligt om danskere, der mister deres arbejde, og selvstændige, iværksættere og virksomheder – store som små - der er hårdt presset af, at Danmark for en periode er sat i stå pga. Corona-epidemien. Ordrebøgerne er tomme. Kunderne er væk. Produktionen ligger stille. Og medarbejderne er sendt hjem.
 
Vi ser allerede nu de første konsekvenser af krisen. Antallet af ledige er steget. Og flere danskere vil desværre miste deres job. 
 
Det er en meget bekymrende udvikling. Og det går stærkt.  
 
Der er ingen tvivl om, at Danmark står i en ekstraordinær situation. Og det kræver ekstraordinære redskaber, hvis vi skal komme godt og sikkert igennem krisen.
 
Derfor har Venstre i dag i forhandlingerne i Finansministeriet foreslået at etablere en fond på op til 300 mia. kr., som også en række topøkonomer har peget på som et nødvendigt redskab for at spænde et sikkerhedsnet ud under de danske arbejdspladser.  
 
For selv om der allerede er gjort en del, er vi er nødt til at gøre mere, hvis vi skal komme sikkert igennem krisen og godt videre.  
 
Fonden skal finansiere de mange og meget omfattende kriseinitiativer, som vi er nødt til at gennemføre den kommende tid. Og den skal være med til at sikre statslig kompensation for tab til danske virksomheder. Samtidig vil det give en solid forankring til de mange tiltag, der er nødvendige for at holde hånden under dansk økonomi.
 
Vi foreslår – i forlængelse af topøkonomerne - at fonden finansieres af ekstra statslig lånoptagning, hvor renten lige nu er meget lav.
 
Danmark har i mange år ført en ansvarlig økonomisk politik, og de offentlige finanser er derfor grundlæggende sunde og med en meget lav statsgæld. Derfor er sådan et stort initiativ muligt.
 
Samtidig er der i denne helt særlige situation større fleksibilitet, når det gælder de normale finansielle regler. Derfor er der manøvrerum til at gennemføre markante initiativer, som kan holde hånden under danske arbejdspladser i en krisetid.
 
At oprette en fond på op til 300 mia. kr. sender et klart signal til virksomhederne, lønmodtagerne, finansielle institutioner og alle andre om, at vi fra politisk side er klar til at handle for at sikre dansk økonomi og danske arbejdspladser. Det signal er afgørende at få sendt nu. Og det vil Venstre.
 
Jeg ved, at mange måske vil synes, at det lyder som et astronomisk beløb. Men vi skal handle stort, resolut og hurtigt, hvis vi skal dæmme op for en bølge af fyringer og konkurser, mens landet reelt er lukket ned.
 
Venstre er helt klar til at handle.

NYHEDSBREV FRA VENSTRE

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste