Økonomi og vækst

Udligningsforhandlinger sendt til tælling: Hvad vidste Mette Frederiksen?

I weekenden kunne Jyllands-Posten afsløre, at den socialdemokratiske regering i kulissen bag udligningsforhandlingerne har planlagt et angreb på Venstre, hvor bl.a. finansministerens særlige rådgiver har haft til opgave at finde historier på Venstre på baggrund af svar fra forhandlingerne.

Der er tale om et massivt tillidsbrud fra regeringens side, som lige nu har sendt forhandlingerne om en ny udligningsaftale til tælling.
 
Socialdemokratiet har siddet til fortrolige forhandlinger i et lukket rum og haft til hensigt at bruge fortrolig information til at finde historier, der kunne stille Venstre i et dårligt lys. Det er alvorligt.
 
”Det er nødvendigt, at man blotter sig under en forhandling, og at der er plads til, at man spiller med åbne kort. Det har vi ikke særlig meget lyst til at gøre lige nu. Det må jeg bare sige”, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
 
Den socialdemokratiske angrebsplan mod Venstre viser desværre en tendens hos regeringen: Nemlig en magtfuldkommenhed, hvor man ikke skyr nogen midler.
 
Meget kunne desværre tyde på, at Danmark lige nu regeres af et parti, der har lukket sig fuldstændig om sig selv og er godt i gang med at indføre en socialdemokratisering af staten. Derfor er vi nødt til at tage situationer som denne meget alvorligt.
 
Et andet og vigtigt spørgsmål trænger sig i den forbindelse på: Hvad vidste Mette Frederiksen egentlig om angrebene?
 
Under statsministerens spørgetime i går beklagede hun forløbet med den interne mail og gjorde det klart for Venstre, at man nu lover bod og bedring.
 
Men har statsministeren virkelig ikke været bekendt med strategien?
 
For Venstre er sagen klar: Vi bider os fast i forhandlingsbordet og står fast på vores principper, som forhåbentlig kan bringe os i mål med en god aftale. Det skylder vi både borgerne og de mange borgmestre fra forskellige partier, som lige nu – med rette – føler, at regeringen har taget dem og forhandlinger om et nyt udligningssystem som gidsler i et fordækt dobbeltspil.