Økonomi og vækst

Statsministeren: Venstre går til valg på skattestop

I dag, på Venstres Kandidatsamling, har statsminister Lars Løkke Rasmussen gjort det klart, at Venstre går til valg på et skattestop.

Venstre siger dermed klart, at det ikke bliver dyrere at være dansker med os for bordenden. Så danske familier kan sove trygt om natten – uden at frygte for nye skatter og afgifter. Og så danske virksomheder har ro til at planlægge, ansætte og investere i ny teknologi.
 
Skattestoppet har været omdrejningspunktet i Venstres økonomiske politik siden valget i 2001. Det vil det også være i fremtiden. Så på tærsklen til et folketingsvalg skal danskerne helt præcist vide, hvad de stemmer på. Og her vil Venstres skattestop sikre:

  • At det ikke bliver dyrere at være dansker.
  • At vi sikrer rum i familiernes privatøkonomi.
  • At vi holder OECD’s næsthøjeste skat i ro.

Mange taler om, at forskellene i politik er forsvundet. Vores skattestop viser klart, at det ikke er tilfældet. For det er et faktum, at Socialdemokratiet vil gøre det dyrere at være dansker. S vil have:

  • Ekstra skat på iværksættere.
  • Ekstra telefonskat på arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner.
  • Ekstra skat på familieejede virksomheder.
  • Ekstra arveskat.
  • En ny balanceskat, som bl.a. vil ramme boligejerne.

Og sådan kunne man blive ved.

Mette Frederiksen har allerede helt konkret anvist skattestigninger for mange milliarder kroner – og hvem ved, hvad det ellers kan blive til, når først kreativiteten bliver sluppet løs?

Det vil Venstre ikke være med til. Vi har givet et velfærdsløfte, der betyder, at vi vil investere 69 mia. kr. mere i velfærden frem mod 2025.  Så vi kan sikre en værdig ældrepleje og gode daginstitutioner, når der de kommende år kommer flere ældre og børn.

Kombinationen af Venstres velfærdsløfte og vores skattestop betyder, at vi kan sikre den samme velfærd som Socialdemokratiet – men uden at hæve skatterne.
 
Skattestop. Eller skattehop. Det er en afgørende forskel i denne valgkamp.