EU-politik

Nu skal undertrykkelsen stoppe - For min søns og din skyld

Vores europæiske fællesskab er grundlagt på fælles værdier: En fair retsstat og respekt for alle menneskers rettigheder. Desværre underminerer enkelte lande vores fælles regler. Det er et kæmpe stort problem, der truer EU's fremtid. For hvordan kan vi have et fællesskab, når medlemslande bryder reglerne? Derfor slår Venstre nu fast, at EU skal have mulig for at smække kassen i, når nogle lande overtræder princippet om en uafhængig retsstat. Vi er klar til at stemme nej til EU's kommende budgetramme, hvis ikke vi får en mekanisme, så vi kan stoppe pengestrømmen til lande som Polen og Ungarn, der er fløjtende ligeglade med vores fælles regler.

Foruden retsstaten skal vi også forsvare basale rettigheder for alle mennesker i EU. Faktisk er det en personlig sag for mig. Min søn er homoseksuel og har oplevet at blive overfaldet og diskrimineret.

Som far er det en frygteligt at være vidne til.

Hverken han eller nogen anden i EU skal udsættes for så nederdrægtig behandling.

Præcis derfor skal vi slå hårdt ned på lande, der underminerer retten til at være, hvem man er.

Særligt i Polen undertrykkes bestemte minoriteter på grund af deres seksuelle orientering.

Op til en tredjedel af polske kommuner har erklæret sig for " LGBT-fri zoner", hvor såkaldt " propaganda" skal gemmes væk.

Altså kan to mennesker af samme køn ikke uden videre kysse på gaden, holde i hånden, flage med et regnbueflag eller tale for fair rettigheder for minoriteterne.

Det er simpelthen forkasteligt.

Argumentet fra de polske politikere lyder, at den slags hverdagshandlinger hjernevasker ungdommen, og får dem til at smide de " sunde konservative" familieidealer overbords. Den slags direkte undertrykkelse kan og skal vi ikke acceptere.

Derfor arbejder jeg for, at EU sætter foden ned over for Polen, så heksejagten på uskyldige minoriteter skal stoppes!.