EU-politik

Eva Kjer Hansen genvalgt til toppost i Europa

27. oktober 2025 kl. 10:30

Tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre, Eva Kjer Hansen, genvalgt som vicepræsident i ALDE-partiet (Alliance of Liberals and Democrats for Europe) under partiets kongres i Bruxelles i weekenden.

Genvalget cementerer Venstres stærke position i det europæiske liberale samarbejde og giver Eva Kjer Hansen en central rolle i at forme den politiske dagsorden på tværs af EU’s liberale partier. Som vicepræsident får hun en vigtig platform til at styrke forbindelserne mellem de danske og europæiske liberale kræfter – og til at fremme både Danmarks og Venstres stemme i europæisk politik.

Eva Kjer Hansen har meldt klart ud, at hun vil prioritere at styrke det liberale sammenhold og samarbejdet med EU’s nabolande – særligt Ukraine – som en del af den fælles europæiske indsats for frihed og sikkerhed.

Vi lever i en tid med stor geopolitisk usikkerhed. Det er afgørende, at de liberale partier står samlet – ikke kun for at forsvare frihed, demokrati og retsstat, men for aktivt at fremme dem. Europa skal stå skulder ved skulder med Ukraine i kampen for frihed og suverænitet. Derfor har jeg taget initiativ til både resolutioner, der skal fremme EU-optagelsesprocessen og til et dansk-ukrainsk møde i Danmark senere i år under dansk EU-formandskab,” udtaler hun.

Kongres med fokus på Europas globale rolle

ALDE-kongressen fandt sted den 24.–25. oktober i Bruxelles under temaet “Making Europe a global superpower”. Her deltog liberale partiledere, regeringsledere, ministre og EU-kommissærer fra hele Europa i debatter om EU’s fremtidige rolle i verden.

Blandt hovedtalerne var blandt andet Kaja Kallas, EU’s højtstående repræsentant og næstformand for Kommissionen, Estlands premierminister Kristen Michal og EU’s udvidelseskommissær Marta Kos. Kongressen vedtog en række strategiske resolutioner med fokus på EU’s udvidelse og sikkerhed.

Som medstifter af ALDE-partiet (Alliance of Liberals and Democrats for Europe) spiller Venstre en aktiv rolle i det europæiske liberale samarbejde. Venstre er desuden også medlem af den internationale organisation Liberal International.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld