Regeringen stiller diagnosen, men har ingen kur. Og den håber vist mest af alt, at det hele blæser over.
Men der skal mere til end håb. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at genvinde de tabte arbejdspladser og forhindre, at endnu flere danskere mister deres levebrød. Jeg vil arbejde for, at vi får genskabt det stærke fundament for vores velfærd. For det er de private arbejdspladser, der betaler for vores velfærd.
Vi må ikke bare sidde på hænderne, mens flere og flere stiller sig op i arbejdsløshedskøen, og regningen vokser.
Hvis vi ikke kun skal gennem krisen, men også godt videre, er der tre ting, vi skal gøre nu og her:
- Skabe tryghed med et skatte-, afgifts- og byrdestop, så både virksomhederne og danskerne ved, at Christiansborg kun rækker hånden ud for at hjælpe – ikke for at tømme lommerne.
- Sørge for flere penge mellem hænderne ved at fremrykke de skattelettelser, som allerede er aftalt.
- Få gang i hjulene ved at halvere momsen og lave grønne investeringer.
Hver dag tæller. Og gør vi ikke noget, bliver krisen både økonomisk og menneskeligt dyrere. Derfor skal vi handle nu. Hellere i dag end i morgen!