Venstre

Genåbning: Et skridt på vej mod det Danmark, vi kendte

For Venstre er det vigtigt, at vi kommer tilbage til det Danmark, vi kendte før coronaen, så hurtigt som det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Og de kommende uger kan store dele af Danmark tage endnu et skridt tilbage mod hverdagen, hvis vi ellers følger retningslinjerne om afstand og afspritning, som vi har vænnet os til på det seneste.

Det er godt, og det er vigtigt.

Cafeer, restauranter, storcentre, kirker, biblioteker, zoologiske anlæg mv. er noget af det, som nu i den kommende tid vil åbne. Og så kan eleverne i 6.-10. klasse og eleverne på landets efterskoler også vende tilbage, når skolerne har styr på de sundhedsfaglige retningslinjer.

Nedlukningen har ikke kun været indgribende i forhold til vores hverdag. Det har også været en dyr fornøjelse for os som samfund. Og det er vigtigt, at vi får gang i hjulene og folk tilbage på arbejde.

Derfor har vi i forhandlingerne først og fremmest lagt vægt på at få gang i de private arbejdspladser. Men der er stadig ting, der må forblive lukket noget tid endnu. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg havde foretrukket, at vi kunne teste flere og åbne mere. Det ville også betyde en større tryghed for danskerne og mindske risikoen for en fornyet nedlukning.

Med aftenens aftale giver vi de unge mulighed for at komme tættere på en normal afslutning på deres skoleår. Og vi retter lidt op på, hvad der hurtigt kunne være blevet et ”forsømt forår”.

Nu skylder regeringen en plan for alle dem, der ikke åbner i denne omgang. De skylder at fortælle dem, hvad de kan regne med, indtil vi kan vende helt tilbage til hverdagen.

Endelig venter der en stor opgave, som vi endnu ikke er begyndt på, selv om vi gerne ville:

Nedlukningen har allerede kostet 50.000 danskere jobbet, og over 100.000 danskere er hjemsendt på lønkompensation. Samtidig forventer man et underskud på de offentlige finanser på omkring 200 mia. kr. Det er voldsomt. Og imens arbejder regeringen og dens støttepartier videre med planer om at hæve skatterne og øge byrderne på danske virksomheder.

Det vil være det sidste, dansk økonomi har brug for. Og derfor er det min ambition, at de ansvarlige partier nu vil forpligte sig til at få dansk økonomi tilbage i topform – uden højere skatter og nye byrder.