Venstre

Folketingsvalget er udskrevet

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev i dag folketingsvalg til afholdelse den 5. juni 2019.

Jeg har i dag udskrevet valg til Folketinget til afholdelse onsdag den 5. juni. 

Målet er et godt valgresultat, der sikrer, at Danmark fortsat har en Venstre-ledet regering med mig i spidsen.

Men hvorfor? Fordi, vi er bedst til at lede landet.

 

Verden er i forandring. Spændinger mellem øst og vest stiger. Klimaet ændrer sig hastigt, og flygtninge og migranter fra syd udfordrer Europa og Danmark.

Derfor har Danmark brug for et erfarent lederskab, der kan træffe de rigtige beslutninger. Især, når de er svære.

Det gælder også herhjemme. Dansk økonomi er i topform, og beskæftigelsen er rekordhøj. Den sunde økonomi betyder, at vi kan bruge flere penge på velfærd end nogensinde før. Uden at slå hul i statskassen. Og uden at brandbeskatte det arbejdende Danmark.

Men fremgangen er ikke kommet af sig selv. Den har krævet ledelse.

Konkret har de lavere sociale ydelser til arbejdsløse indvandrere og flygtninge betydet, at færre kommer hertil, og flere kommer i arbejde. Derfor kan vi nu hjælpe mange flere mennesker i nød i nærområderne, og samtidigt bruge flere penge på kernevelfærd i Danmark.

Den positive udvikling må vi ikke rulle tilbage.

Jeg ønsker at bruge hele min vilje, alle mine kompetencer og al min erfaring til fortsat at lede Danmark - og derfor beder jeg danskerne om genvalg ved folketingsvalget på grundlovsdag den 5. juni.