Venstre

Ellemann: Regeringen har mistet grebet om genåbningen

Efter en resolut nedlukning af Danmark, oplever vi nu en socialdemokratisk regering, der er famlende og egenrådig i sin gradvise genåbning Danmark. Det er stærkt kritisabelt. Danskerne har brug for en regering, der udviser langt større åbenhed. Og så må det være slut med den zig-zag kurs, vi indtil videre har været vidner til. 

Det startede allerede, da erhvervsminister Simon Kollerup valgte at kritisere IKEA for en fuldt ud lovlig genåbning. Siden har regeringen med en stribe eksempler vist, at den ikke har været i stand til at håndtere genåbningen af Danmark tilfredsstillende.  
 
"Det er, som om regeringen er ved at miste grebet", siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:

"Der har været stor lukkethed om centrale oplysninger. Hjælpepakkerne har været forsinket, virksomheder har været udskammet, og vi har ikke nogen velfungerende teststrategi. Det er ting, der tærer på den tillid, der skal være til regeringen og myndighederne i en krisesituation".
 
Senest har myndighederne ændret anbefalingerne til afstand i det offentlige rum. Den har længe været på to meter, men i søndags ændrede Sundhedsstyrelsen så pludselig anbefalingen til én meters afstand. Statsministeren påstår, at hun ikke kendte til ændringen. Det undrer Venstres formand:
 
"Det er vigtigt for tilliden, at forhandlingerne foregår på et ordentligt grundlag. At regeringen ikke tilbageholder oplysninger, som har betydning for forhandlingerne. Det har betydning, når afstandskravet halveres. Jeg har svært ved at tro, at en statsminister, som sætter en ære i at markere, at hun sidder for bordenden, ikke havde den mindste fornemmelse af, at Sundhedsstyrelsen var på vej med denne ændring", siger Jakob Ellemann-Jensen.
 
Mangel på respekt i forhandlingslokalet
Samtidig har regeringen ageret egenrådigt i forhandlingslokalet, hvor partierne først i sidste øjeblik er blevet præsenteret for det, der har været grundlaget for forhandlingerne.
 
"Regeringens fremgangsmåde er ikke ordentlig. Man har ikke inddraget partierne loyalt. Vi har først fået at vide, hvad vi skulle forhandle om på selve dagen. Det er ikke den måde, jeg driver politik på, og det har jeg aldrig tænkt mig at gøre", siger Jakob Ellemann-Jensen. 
 
Den manglende åbenhed fra regeringen førte i sidste uge til, at Venstre sammen med resten af blå blok, De Radikale og Alternativet gik sammen om et åbenhedsmanifest, som skulle sikre mere åbenhed i forhandlingerne om genåbningen. Det har regeringen dog til gode at leve op til.
 
”Det handler om at tvinge regeringen til langt større åbenhed om de beslutninger, der bliver truffet. Derfor vil jeg opfordre statsministeren til at tage det manifest til sig, som et bredt flertal i Folketinget har tilsluttet sig", afslutter Jakob Ellemann-Jensen.