Venstre

Christoffer Aagaard Melson: En sindig jyde, der brænder for det politiske rum

Christoffer Aagaard  Melson, nyvalgt MF. Foto: Jacob Kjerrumgaard 

Venstres nye ordfører for IT- og teleområdet hedder Christoffer Aagaard Melson. Han er en stemmesluger fra Vejle, der ikke mener, at ting bør kompliceres mere end højst nødvendigt.

Christoffer Aagaard Melson er ikke en af dem, der kommer med lange politikersvar. Tingene bliver ikke pakket ind i pyntede talemåder eller lange gentagede budskaber. Christoffer er kommet for at lave politik og blive respekteret for sit arbejde. Og respekteret – det er han. Han fik 7.550 personlige stemmer ved folketingsvalget, og i to opstillingskredse blev han den største stemmesluger. Han har siden 2013 været byrådsmedlem i Vejle Kommune, og nu tager han opbakningen derfra med sig hele vejen til Christiansborg. 

Hvem er du egentlig som person?

- Jeg har måske haft en lidt anden indgang i politik end så mange andre. Jeg har ikke været aktiv i ungdomspolitik, men jeg blev engageret, da jeg stillede op til byrådet i Vejle og har den vej igennem fået mod på at være med til at gøre en forskel på det øverste niveau. Jeg er kommet ind på Christiansborg med nogle lidt andre øjne fra den offentlige sektor. Derudover har jeg en baggrund i IT-verdenen, så det passer jo godt med mit ordførerskab. Jeg håber på at bringe nogle af de problemer ind fra virkelighedens verden, som nogle af de små og mellemstore virksomheder står over for i dagligdagen. På det personlige plan er jeg en relativt stille og rolig person, og jeg håber på at kunne få lov til at vise, hvad jeg kan. Min fornemmelse er egentlig også, at hvis man spiller ind med noget seriøst herinde, så bliver man også taget seriøst. 

Hvad vil du som nyt medlem af Folketinget?    

- Jeg brænder for at gøre det lettere at skabe noget i Danmark, især for de små erhvervsdrivende. Jeg er bange for, at vi er ved at skabe et samfund, der er så bureaukratisk, at den lille mand snart ikke længere orker at starte noget op og turde leve af sin forretning. Som IT- og teleordfører skal jeg tage fat på spørgsmålet om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Vi bliver et digitalt samfund, så vi skal finde ud af, hvordan vi bliver det på en ordentlig måde, hvor vi både har tillid til, at vores privatliv bliver beskyttet, og at vi bliver et foregangsland inden for IT.

IT og tele er områder, vi snakker meget om i dagens samfund. Hvad er det første, du vil tage fat på som ordfører?   

- Helt lavpraktisk mener jeg især, at vi må gøre noget inden for GDPR, som fylder meget i særligt de små virksomheder. Jeg håber, at vi kan få myndighederne ind i en mere vejledende frem for kontrollerende rolle, fordi det i dag kan være rigtig svært at få svar på sine spørgsmål. Så har vi hele området om 5G, hvor der ligger en ambition om, at Danmark skal være førende, og det vil jeg gerne være med til at sørge for. Endelig har vi i Venstre en ambition om, at vi gerne vil have fornuftig bredbåndsdækning i hele Danmark, så der vil jeg have fokus på at få lavet nogle fornuftige krav. Den digitale verden er jo en verden, som vi alle sammen er afhængige af. Så kan vi jo også snakke om, hvordan vi får uddannet nok inden for IT-området, og der er bare rigtig mange dagsordener, som jeg gerne vil forfølge. Jeg skal have nuanceret mit indblik i området ved at snakke med så mange relevante mennesker som muligt.

Du fik jo en hel del personlige stemmer ved valget. Hvad betyder det at have den opbakning fra dit bagland?

Det er jeg rigtig glad for, og det gik jo over al forventning, især i min egen kommune. Jeg tager det som et skulderklap, at så mange har vist mig den tillid. Nu skal jeg bevise, at jeg kan leve op til de store forventninger.

Hvornår blev du bidt af politik?

I gymnasiet var jeg til et par møder i VU, men aldrig mere end det. Det tog egentlig for alvor fart, da jeg læste journalistik. Først troede jeg faktisk, at jeg skulle være sportsjournalist, men så gik det langsomt op for mig, at det nok var den politiske vej, jeg skulle. Da jeg flyttede tilbage til Vejle, blev jeg opfordret af en kammerat til at stille op til byrådet, og derfra har det ene ligesom taget det andet. Jeg har fundet ud af, at det er et liv og et arbejde, der passer godt til mine evner og mit temperament.

Hvem er dit politiske forbillede?

Jeg synes, at vi i Venstre har mange dygtige kandidater. Jeg har respekt for den måde, Lars Løkke har udfordret hele vores system og haft en tillid til, at borgernes holdning til tingene også betyder noget.

Rent historisk er der fx Uffe Ellemann-Jensen og den moralske klarhed, han havde gennem den kolde krig i 90’erne. Her lagde han grundstenene for, hvor Danmark hører til i verden, og han turde tage nogle kampe, der ikke var lige så nemme, som de måske ville være i dag. Der er mange gode Venstre-folk, der har gjort det godt igennem tiden.

Det er et travlt job at være medlem af Folketinget. Hvordan skal du få det til at fungere som privatperson?

- Noget af det, jeg lige skal lære, er det med, at møderne ligger oven i hinanden, og det kan godt stresse mig lidt. Så handler det vel om at gøre det så godt, man kan, og så indrømme, hvis der er noget, man ikke helt kan endnu. Jeg har stadig et ben i byrådet i Vejle, så der skal laves nogle prioriteringer. Der er mindre tid til at gå til fodbold, se en film eller læse en bog. Men det er et valg, man tager, når man vælger sådan et job.

Hvornår er det allersjovest at arbejde med politik?

Det er det på dage som i dag, hvor vi sidder i Venstres gruppeværelse og taler om finanslov og politisk prioritering. Jeg er en lidt genert person, og jeg nyder faktisk mest det politiske rum, hvorimod jeg lige skal overvinde mig selv, hver gang jeg fx deltager i et tv-program. Jeg vil nok altid holde mere af det indadvendte end det udadvendte. Jeg er især glad for budgetforhandlinger, hvor man er med til at udarbejde noget konkret. Det synes jeg er virkelig spændende og sjovt.