Arbejdsmarked

Venstre vil lave et helt nyt beskæftigelsessystem

Medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg Morten Dahlin, formand Jakob Ellemann-Jensen og beskæftigelsesordfører Hans Andersen og medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg Morten Dahlin præsenterede mandag Venstres nye beskæftigelsesudspil.
 

Af Jakob Ellemann-Jensen, Hans Andersen og Morten Dahlin

15. august 2022 kl. 13:04

Der er brug for et fundamentalt opgør med den måde, vi gør tingene på i de danske jobcentre.

Vi bruger i dag alt for mange ressourcer på et system, som ikke fungerer ordentligt. Selvom der er dedikerede og dygtige medarbejdere på jobcentrene, så hænger alt for mange ledige fast i systemet i årevis, og samtidig er der alt for meget bureaukrati.

Samlet set koster det Danmark knap 12 milliarder kr. hvert eneste år – hvoraf fem milliarder alene går til administration af jobcentrene. Det er det dyreste beskæftigelsessystem i hele Europa.

Derfor præsenterer Venstre nu vores forslag til en helt ny beskæftigelsesindsats.

Vi vil nedlægge jobcentrene, som vi kender dem, og starte helt forfra med at skabe en bedre beskæftigelsesindsats. Den skal bygge på princippet, at ikke alle mennesker er ens, men har forskellige behov.

Venstre vil derfor skabe et nyt system, der sætter den enkelte ledige i centrum. Der skal være frit valg af leverandør for ledige. For det er ikke afgørende, hvem der hjælper en, når man bliver ledig. Det vigtige er, at den enkelte ledige bliver hjulpet tættere på arbejdsmarkedet. Det kan være en privat aktør, en A-kasse eller det offentlige, der står for indsatsen.

Og så skal beskæftigelsesindsatsen tilpasses den enkelte. Det betyder, at der skal være færre krav og mindre kontrol for dem, der har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Så vi retter indsatsen mod dem, hvor den kan gøre en positiv forskel. 

Det betyder samtidig, at vi ikke længere vil tolerere, hvis folk snyder med ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Der skal være hårde konsekvenser, hvor man langt hurtigere skal miste ydelsen, hvis man snyder.

Den nye beskæftigelsesindsats skal være mindre bureaukratisk og mere effektiv. På den måde vil vi frigøre 3 mia. kr. årligt fra den aktive beskæftigelsesindsats ved at skabe en ny indsats, hvor langt flere får mulighed for at præge deres egen vej tilbage i arbejde. Til gavn for den enkelte ledige og til gavn for Danmark.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste