Venstre vil udvide seniorpensionen med tre år for at tage bedre hånd om nedslidte danskere

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre
8. marts 2026 kl. 20:20
Et velfærdssamfund skal måles på, hvordan man tager hånd om dem, der har knoklet og bidraget til fællesskabet. Det er derfor, jeg og Venstre har skabt seniorpensionen. Det er også derfor, vi nu vil udvide ordningen, så man kan tilkendes seniorpension op til ni år før folkepensionsalderen frem for de nuværende seks år før pensionsalderen.
Det handler om at tage hånd om de danskere, der er for nedslidte til at blive på arbejdsmarkedet helt til folkepensionsalderen. Det er typisk mennesker, der har knoklet i fysisk krævende job i årtier, og som har et helbred, der ganske enkelt ikke rækker.
For dem er seniorpensionen det rigtige svar. Ordningen har vist sit værd, og over 30.000 danskere er i dag på seniorpension, og den er blevet en vigtig del af vores tilbagetrækningssystem. Den bygger på en konkret vurdering af arbejdsevnen, og det sikrer, at hjælpen går til dem, der har brug for den.
Derfor vil Venstre udvide seniorpensionen, så man fremover kan få den op til ni år før folkepensionsalderen i stedet for de nuværende seks år. Det vil give mere tryghed til de danskere, der fx rammes af gigtsygdomme eller anden nedslidning.
For en nedslidt 60-årig, der i dag kan se frem til en folkepensionsalder på 69 år i 2035, vil vores forslag betyde, at vedkommende vil kunne visiteres til ordningen allerede fra 2026 i stedet for at vente tre år yderligere til 2029. Det er en afgørende forskel for den enkelte.
Vi mener, der er behov for at styrke ordningen, fordi vi kan se, at en stor del af de borgere, der tilgår seniorpensionsordningen, kommer fra en periode på sygedagpenge, fleksjob eller anden offentlig forsørgelse. Det betyder også, at seniorpensionen ikke trækker raske danskere ud af arbejdsmarkedet - den giver derimod nedslidte borgere en mere værdig ydelse end den, de ellers ville have stået med.
I Venstre har vi fokus på at hjælpe dem, der reelt er nedslidte, med en ordning, der virker, og som er målrettet og økonomisk ansvarlig. Det er den rigtige prioritering i en tid, hvor Danmark står over for store udgifter til sikkerhed og velfærd.
I en helt ny undersøgelse for Gigtforeningen svarer mere end tre ud af fire danskere, at det er helbredet, der skal afgøre, om man kan trække sig tilbage før pensionsalderen. Det er en klar opbakning til den tilgang, vi har valgt og nu styrker med seniorpensionen.[i]
[i] Gigtforeningen: Ny Epinion: Danskerne bakker op om seniorpension, ikke Arne, 8. marts 2026
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.