Venstre vil bekæmpe erhvervslivets byrder med et nyt regelstop
Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre
15. september 2026 kl. 13:27
Gennem de seneste 30 år er mængden af regler i Danmark næsten tredoblet, og i dag bruger danske virksomheder omkring 70 mia. kr. om året på at håndtere administrative byrder. Det er tid og penge, der går til rapportering, kontrol og tilsyn i stedet for til nye produkter, flere arbejdspladser og investeringer i fremtiden.
Det skal vi have gjort noget ved - og vi er nødsaget til at tage fat om problemet ved roden. Derfor foreslår Venstre et regelstop. For i årevis har vi hørt skåltaler om færre regler, mindre bøvl og mindre bureaukrati. Alle er enige om, at der skal gøres noget, men når ordene skal omsættes til handling, kniber det.
Og det handler ikke kun om vores virksomheder. I sidste ende betaler danskerne prisen i form af højere priser, færre investeringer og lavere vækst.
Regelforenkling handler grundlæggende om at skabe et rigere Danmark. Når virksomhederne får mere frihed til at investere, udvikle sig og skabe arbejdspladser, vokser vores fælles velstand. Det giver os flere muligheder og flere penge til at investere i den velfærd, vi alle er afhængige af, den grønne omstilling, vores natur og miljø og Danmarks forsvar og sikkerhed.
Det vil Venstre gøre op med. Derfor foreslår vi et regelstop, der skal bremse strømmen af nye regler og bane vejen for færre byrder for dansk erhvervsliv.
Venstres regelstop består af fire konkrete initiativer:
- Én regel ind – én regel ud: Hvis der indføres én ny regel, skal en anden regel samtidig afskaffes. Det skal tvinge politikere og myndigheder til at prioritere og rydde op, hver gang de vil indføre nye krav.
- 25 pct. færre byrder frem mod 2030: Det er ikke nok at bremse væksten i nye regler. Den samlede byrde skal ned. Derfor vil Venstre reducere erhvervslivets byrder med 25 pct. frem mod 2030.
- Byrdestopgaranti og årlig byrdeopgørelse: Udviklingen i erhvervslivets byrder skal opgøres hvert år. Hvis de danskinitierede byrder stiger, uden at der gennemføres konkrete initiativer, som modvirker stigningen, skal selskabsskatten sættes tilsvarende ned.
- Erhvervslivets Resultatenhed i Statsministeriet: En ny resultatenhed forankret i Statsministeriet skal holde regeringen og ministerierne fast på opgaven og sikre, at arbejdet med at fjerne unødvendige regler ikke drukner i nye processer og hensigtserklæringer.
Regelforenkling kræver politisk vilje. Derfor er det bekymrende, at den nye røde regering foreløbig har været mere optaget af at gøre skattesystemet mere kompliceret end af at gøre hverdagen lettere for danske virksomheder.
Det ser vi blandt andet med forslaget om differentieret moms, hvor Moderaterne eksempelvis vil have skattemyndighederne til at tage stilling til om den enkelte fødevare er sund eller usund.
I Venstre er vi klar til at binde os selv til masten. For tiden med de mange skåltaler er løbet ud. Dansk erhvervsliv skal have frihed til at bruge deres kræfter på at skabe vækst og arbejdspladser. Kun sådan kan Danmark blive verdens bedste land at starte og drive virksomhed i.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.