Nu skærer vi igen ned på bøvlet i foreningslivet

Af Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter og Kim Valentin, kulturordfører
19. august 2025 kl. 10:24
Bøvl og bureaukrati har alt for længe spændt ben for foreningslivet og vores frivillige ildsjæle. Det er en stor trussel mod det forenings-Danmark vi kender og holder af, og det er noget, Venstre længe har taget meget alvorligt. Venstre i regering har allerede igangsat flere initiativer, som skal gøre livet lettere for foreningerne. Og nu præsenterer vi endnu et udspil, der skal gøre op med en stor del af de byrder, foreningerne oplever.
Et stærkt og velfungerende foreningsliv kræver, at vores frivillige ildsjæle ikke drukner i bøvl og papirarbejde. Det er vi i Venstre i høj grad bevidste om, og derfor lancerede vi i 2022 udspillet ”Venstre vil sikre mere frihed under ansvar for foreningslivet” og sidste år udspillet ”Slut med bøvl og bureaukrati i foreningslivet”.
Ambitionen har hele tiden været klar: Frivillige skal bruge deres kræfter på mennesker – ikke papirarbejde, og vores foreninger skal have de bedst mulige betingelser. Som en del af regeringen har vi desuden presset på for at sikre, at vores ambition bliver til virkelighed. Det leverer vi nu på endnu en gang.
I august 2024 præsenterede regeringen en række tiltag for at lempe byrderne i foreningslivet. Her nedsatte vi blandt andet et partnerskab med aktører fra foreningslivet, og bad dem om at komme med anbefalinger til, hvilke regler og byrder der bør sløjfes. På baggrund af partnerskabets anbefalinger har regeringen netop præsenteret et samlet udspil med en lang række initiativer.
Vi vil bl.a. gøre det lettere for frivillige og foreninger at hente tilladelse til og afholde idrætsstævner, festivaler og andre arrangementer, der giver liv i Danmark og binder lokalsamfundene sammen. Helt konkret vil vi bl.a. forenkle reguleringen på byggeområdet for arrangementer, så konstruktioner ved idrætsstævner, markeder mv. ikke reguleres sammen med permanent byggeri.
Vi vil også indføre en ”foreningsjournal” i form af en udvidet CVR-løsning, der skal inkludere foreninger, så banker mv. kan indhente relevante oplysninger og dokumenter ét sted. Det er et konkret Venstre-forslag, som nu bliver til virkelighed.
Derudover vil vi styrke rekrutteringen og fastholdelsen af frivillige ved bl.a. at skabe større klarhed omkring, hvilke regler der gælder for ledige, efterlønnere mv., der ønsker at tage en tørn i det frivillige forenings-Danmark.
Vi vil også videreføre partnerskabet, så det kan fungere som værn mod nyt bureaukrati for foreningslivet. Og så vil vi selvfølgelig fortsætte kampen i EU med at lempe GDPR-reglerne, så de bliver lettere at håndtere for foreningerne.
Alle initiativerne kan læses her.
I Venstre er vi stolte over, at vores mangeårige arbejde for at sikre bedre vilkår for foreningerne endnu en gang bærer frugt, og at mange af de ting, vi selv har foreslået, bliver til virkelighed.
For det er noget, der vil kunne mærkes ude i foreningerne og blandt de frivillige trænere, ledere og bestyrelsesmedlemmer, som hver dag gør en uvurderlig indsats - og som fortjener den allerstørste tak.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.