Sundhed og velfærd

Nej til tvang og forbud – ja til et robust, moderne sundhedsvæsen

Foto: Venstre
Sundhedsordfører Martin Geertsen er skuffet over regeringens sundhedsudspil, fordi det ikke løser sundhedsvæsnets grundlæggende udfordringer. 

Af Martin Geertsen

18. marts 2022 kl. 12:49

Lad mig slå det fast med det samme: Venstre støtter ikke et forbud mod, at danskere født efter 2010 kan købe tobaksvarer. Det er ikke, fordi vi ikke synes, at forebyggelsen generelt skal styrkes. Også på tobaksområdet.

Men vi kan ikke have en situation, hvor vi indenfor en årrække kan opleve, at mens en myndig borger på 28 år kan gå ind i en butik købe tobaksvarer, så kan en 27-årig ikke.

Vi støtter heller ikke en generel hævelse af aldersgrænsen for køb af alkohol fra 16 til 18 år, for vi kan ikke støtte, at det personlige valg og ansvar bliver taget fra den enkelte.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal forebygge. Selvfølgelig skal vi det. Men tvang og forbud hører ingen steder hjemme, udover i Mette Frederiksens drøm om en formynderstat.

Konkret vil vi i Venstre gerne se på, om tobaksafgifterne skal hæves endnu et nøk. Vi vil også gerne drøfte, om man kan sænke procentsatsen for den type alkohol, de unge må købe.

Men selvfølgelig skal lærlingen kunne købe sig en fyraftensøl, ligesom eleven skal kunne købe sig en øl til gymnasiefesten.

Mit største problem med regeringens sundhedsudspil er dog, at det ikke løser de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsnet.

Det drejer sig blandt meget andet om lægedækningen, som vi i Venstre vil forbedre med 5.000 flere læger senest i 2035. Dertil kommer vores forslag om 35 nye, moderne sundhedshuse, der skal lette presset på sygehusene og dermed sundhedsvæsnet ved at flytte simple behandlinger og kontroller tættere på borgerne.

Derudover vil vi udbygge patientrettighederne med en ret til bl.a. helbredssamtaler, digitale konsultationer og pakkeforløb til visse patienter med kroniske lidelser.

Venstre er med andre ord klar til forhandlinger, og vi har været det længe. Et mere robust sundhedsvæsen er en hjertesag for Venstre og for vigtigt til at overlade til socialdemokrater at håndtere alene.

Du kan læse hele Venstres sundhedsudspil her.

Martin Geertsen

Sundhedsordfører

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste