Venstre

Anne Honoré Østergaard: Den vedholdende nordjyske stemme

Anne Honoré Østergaard, nyvalgt MF fra Nordjylland. Foto: Jacob Kjerumgaard

Venstres nye ordfører for afbureaukratisering og arbejdsmiljø hedder Anne Honoré Østergaard. Hun er 38 år, kommer fra Nordjylland, og så er hun typen, der godt kan finde på at råbe lidt ad fjernsynet, når debatten falder på hendes politiske mærkesager.

Anne Honoré er en ægte nordjyde. Det afsløres ikke alene af hendes dialekt, men også af hendes behagelige imødekommenhed og det altid store smil. Hun er vokset op i en klassisk kernefamilie i den lille by Vestbjerg nord for Aalborg, og her har hun fået alt det med sig, som hun føler sig forpligtet til at give videre til andre. Anne er af den overbevisning, at man hjælper mennesker allerbedst ved at gøre dem så selvhjulpne som overhovedet muligt. Nu er hun for første gang valgt til Folketinget og skal vænne sig til en hverdag på Christiansborg som Venstres nye ordfører for afbureaukratisering og arbejdsmiljø.

Hvad vil du gerne udrette som nyt medlem af Folketinget?

- Jeg er jo blevet afbureaukratiseringsordfører, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg har været statslig ansat i mere end ti år, og jeg har været en af de medarbejdere, der har siddet i et system og udarbejdet skemaer og følt håbløsheden frem for arbejdsglæden. Vi har skabt et samfund med en nulfejlskultur, og nogle gange kan det blive for meget med alle de regler.

Hvad dækker det over at være ordfører for afbureaukratisering?

- Det er jo et bredt område, fordi det kan være inden for alt. Jeg vil selvfølgelig starte med arbejdet i de udvalg, jeg sidder i, og tage fat på områder som skat, erhverv og beskæftigelse, hvor der er nok at se til.

Du er derudover også blevet ordfører for arbejdsmiljø. Hvad vil du tage fat i på det område?

- Jeg har fået udvidet mit ansvar, og det er jeg glad og beæret over. I Danmark skal det være sundt og sikkert at gå på arbejde for alle, og derfor er det et vigtigt område for mig. Det spiller godt sammen med mit ordførerskab om afbureaukratisering, fordi jeg ikke mener, at hverken arbejdspladser eller ansatte bør lide under unødvendige regler fra os herinde på Christiansborg. 

Du beskriver, at din opvækst har været præget af overskud, og at du derfor føler pligt til at hjælpe folk, der ikke har fået de samme muligheder som dig – hvordan vil du gøre det?

- Jeg kommer lige fra et beskæftigelsesudvalgsmøde, hvor jeg bragte på bane, at vi har 70.000 unge mennesker, der hverken er i uddannelse eller job. Hvad gør vi ved det? Hvordan skaber vi et inkluderende arbejdsmarked? Borgerne skal blive så selvhjulpne som overhovedet muligt. Det er den vej, vi skal hjælpe folk.

Du bliver beskrevet som ”den vedholdende nordjyske stemme” – hvorfor det?

- I Aalborg Byråd er jeg en gang imellem blevet beskrevet som en terrier. Når jeg først bider mig fast, så giver jeg ikke slip, før jeg har fået tingene, som jeg vil have dem.

Hvornår blev du bidt af politik?

- Det har jeg nok været i mange år, men jeg har ikke været VU’er, så jeg er ikke gået den klassiske vej. Jeg kommer fra en familie, hvor vi altid har diskuteret politik, og nu har jeg også fået både min mor og far til at melde sig ind i Venstre. Samfundsinteressen har altid været der, og jeg har været sådan en, der godt kunne råbe ad fjernsynet.

Og nu er du medlem af Folketinget. Det er jo et travlt job – hvordan får du det til at fungere som privatperson?

- Ja, det skal jeg jo til at finde ud af nu. Jeg har desværre ingen børn, og jeg ved ikke, om det kommer. Til gengæld har jeg heste. Men hestene står ved min søster, og jeg har en sød hundelufter på 11 år, som tager sig godt af min borderterrier, og så har jeg en fleksibel kæreste. Så det hele skal nok løbe rundt.

Hvem er dit politiske forbillede?

- Anders Fogh gav sådan en tryghedsfornemmelse, hvor man altid følte, at det, han sagde, var rigtigt. Det var trygt og sikkert, og han er jo en mand, der altid virker til at have styr på tingene.

Hvornår er det allersjovest at arbejde med politik?

- Når det lykkes. Når man får skabt og gjort noget. Jeg har ikke nødvendigvis et behov for, at alle andre skal vide det. Bare jeg selv ved, at en idé kom fra mig. At det rent faktisk har noget med mig at gøre, og at jeg kan mærke, at jeg gør en forskel.