Tredje dag på Folkemødet: Melodi Grand Prix, fællesskab og fællessang

Jeg har sendt Emil retur med færgen, så den gode mand kan få noget velfortjent weekend. Til gengæld har jeg overtaget nyhedsbrevs-stafetten – og sikke, jeg glæder mig til at føre jer igennem dagens strabadser i Allinge!

Årets Folkemøde er mit tredje, så jeg bilder mig ind, at jeg ved en ting eller to om den bornholmske demokratifestival. Jeg ved fx, at lørdag – Folkemødets sidste dag – er dagen, hvor køen til kaffen endelige rykker sig ned under en halv time. Jeg ved, at det er dagen, hvor det begynder at tynde ud i den ellers tætpakkede menneskemængde. Men vigtigst af alt så ved jeg, at der stadig er en masse godt i vente til de få rå, der holder ud til den bitre ende. Så jeg kastede mig ud i dagens strabadser. 
 

Gud, kirke og landbrug

Alle, der har slået sine folder på Folkemødet, ved, at man har en plan, indtil man har en ny. Så da jeg ved Altingets Have faldt over overskriften ”Guds eget landbrug”, måtte jeg gøre stop. I panelet fandt jeg Venstres klimaordfører, Christian Friis Bach, i fuld debat om Folkekirkens rolle i den grønne omstilling. Folkekirken er Danmarks tredjestørste jordejer med cirka 11.000 hektar jord under vingerne – svarende til mere end 15.000 fodboldbaner. En kvinde blandt publikum spurgte, hvorfor kirken overhovedet skal eje jord. ”Man kan aldrig få for meget jord”, konstaterede Christian. ”Man kan godt høre, at du er Venstremand,” konkluderede Clement Kjærsgaard. Jeg konkluderede, at det var tid til at ile videre i dagens program. 

Sjældent har Venstres Have lydt så lækkert

I Venstres Have var klaveret ved at blive afstemt, stemmerne smurt og sanghæfter delt ud. Jan E. Jørgensen og Trine Jepsen indtog scenen til et brag af en Melodi Grand Prix fest med et potpourri af alle klassikerne. Krøller eller ej, Disco Tango og Skibet skal sejle i nat. I det øjeblik var jeg glad for, at mit skib først sejler i morgen, for sikke en fest der var i haven.

”Jeg er ikke en smørtenor, jeg er en brumbasse”, sagde Jan. Der synes jeg nu nok, at vores politiske ordfører fældede en lige lovlig hår dom over egen sangpræstation. Publikum var helt enige med mig, for der blev klappet, hujet og sunget med lige fra første tone.

”Sjældent har Venstres Have lydt så lækkert”, sagde Trine. ”Stemmerne er ved at være lidt rustne”, sagde Jan. Jeg synes nu ikke, at der var meget rust at spore i hverken sangstemmer, dansetrin eller energiniveau hos den dynamiske duo. Trine har forresten tidligere vundet det danske Melodi Grand Prix og været en del af popgruppen EyeQ. Og så er hun Venstres folketingskandidat i Herning Nord. 

En rørstrømsk afslutning på Folkemødet

Herfra skal jeg lige love for, at der blev fyldt op i Venstres Have. Folk strømmede til fra alle sider for at være en del af det, der med rette kan beskrives som et af Folkemødets største programpunkter. Jeg taler selvfølgelig om lørdagens legendariske fællessang i Venstres Have – ført an af ingen ringere end Søren Pind og Folkemødets founding father, Bertel Haarder. I løbet af den næste halvanden time førte de to herrer os igennem den danske sangskat, som kun de to kan gøre det. Og imellem de mange klassikere var der selvfølgelig tid til lidt ping pong på scenen. 

Frem med sanghæftet igen. Livstræets krone. Gi´os lyset tilbage. De smukke unge mennesker. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så mange mennesker samlet til fællessang. ”Tænk, at vi står her så mange i dag. Det gør mig rørstrømsk”, sagde Bertel. Og Bertel, jeg er helt med dig.

Bag mig stod et ældre ægtepar. Foran mig stod en gruppe unge højskoleelever med Zetland-net og en oprigtig tvivl om, hvorvidt den der ”Er du dus med himlens fugle” havde noget med Ove Sprogø at gøre. ”Det er Poul Reichhardt”, lød det prompte fra en dame til højre for dem. 

Der sker ganske enkelt noget helt særligt, når vi samles på tværs af både aldersgrupper og politiske overbevisninger – og bare er en del af et større fællesskab. 

Vi sluttede fællessangen af med klassikeren ”Bornholm, Bornholm, Bornholm”, som afrundes med de ikoniske linjer: ”Bornholm, vi vil mødes igen”.

Og det er lige præcis, hvad vi vil. For herfra er der kun tilbage at sige tak for nu. Tak, for at I har læst med. Og ikke mindst tusind tak for et fantastisk Folkemøde.

Vi ses i Venstres Have i 2026!