Første dag på Folkemødet: FOMO, flyovers og fremragende vejr

Jeg har aldrig været på Folkemødet før. Faktisk har jeg ikke engang været på Bornholm før.

Så jeg var endog meget spændt, da jeg vågnede i morges og skulle tage hul på min første dag til denne ”Demokratiets Festival” på landets østligste ø. Spørgsmål skulle besvares:

Er der virkelig så meget solskin på Bornholm? Og er Folkemødet virkelig så hyggeligt, som de siger?

Inden for den første time blev begge besvaret med et rungende ja. Vejret skreg på shorts, og hyggen indtraf allerede fra første færd, da politisk ordfører Jan E. Jørgensen bød velkommen med sang i samarbejde med huspianist Henrik Krogsgaard.

Herefter talte Jan om begrebet ”Fear Of Missing Out” (FOMO), som kan indtræffe, når der er alt for meget på programmet, og man ikke kan nå det hele.

I frygt for at misse mit næste stop, skyndte jeg mig videre.

På havnen gik det op hvor mig, hvor meget sandhed, der egentlig er i alt det der med ”Solskinsøen”. Skyer er åbenbart ikke noget, de gør sig i her på egnen. Det eneste, der tegnede billedet over hovedet på os, var et blafrende dannebrog og skorstenen fra Allinge Røgeri.

Men så, pludselig:

VUUUUUUUUSJ

Med et drøn fik de to himmeljægere selskab i højderne.

Et af Forsvarets F-16-fly var i dagens anledning udvalgt til at lave en spektakulær flyover af Folkemødet. Beundringen af pilotens tricks sendte mig – og efter alt at dømme, resten af mine medtilskuere – lige lukt tilbage i barndommen. Det ser altså bare sejt ud med sådan nogle jægerfly der.

Næsten lige så sejt så det ud nede på jorden, da forsvarsministeren indtog scenen sammen med forsvarschef Michael Hyldgaard og direktør for FMI, Per Pugholm Olsen, til en statussnak om oprustningen af det danske forsvar.

Og her taler jeg hverken om Venstre-formandens klassiske pullover-trøje eller militærfolkenes flotte uniformer, selvom meget godt selvfølgelig kan siges om disse.

Jeg taler om de mange mennesker, der var dukket op for at se de tre herrer tale om forsvarssystemer, forlænget værnepligt og accelerationsfond. Var man i tvivl om, hvorvidt oprustningen af Forsvaret er blevet en folkesag, så må menneskehavet på havnen i Allinge denne dag mane enhver skepsis til jorden.

Barnets bog og tør tak til Troels

Som Venstres formand gik, syntes menneskehavet at følge med. Næste stop var Dansk Industris scene, hvor regeringstoppen var sat stævne for at skrive ”barnets bog” om regeringens ”fødsel og opvækst”.

Det blev en godmodig affære. De tre regeringskolleger roste på kryds og tværs, og DI’s direktør, Lars Sandahl Sørensen, kvitterede for, at Danmark har ”en af de mest erfarne regeringsledelser i hele Europa”.

Arrangementets højdepunkt bestod dog i lidt ufrivillig komik og et besøg af en ven fra tidligere.

For netop som statsministeren var ved at komme til pointen i en længere talestrøm, måtte hun vige for en øredøvende larm.

VUUUUUUUUSJ

Pointen tror jeg ikke, at hun blev færdig med. Men hendes reaktion i form af et knastørt ”tak for det, Troels”, tog alligevel også flere kegler.

Det ér altså bare noget sejt med sådan nogle jægerfly.

Blå toner i dur og mol

Og så troede jeg faktisk, at jeg skulle til mere Troels.

Jeg havde bevæget mig op til hovedscenen – som ej er at forveksle med TV2’s scene, fandt folkemødedebutanten ud af – for at se vores formands formandstale.

I stedet var det dog Jan E. Jørgensen, der trådte frem på scenen. Han skulle synge igen – denne gang flankeret af Søren Pind og Bertel Haarder.

Jan forklarede mig i går, at han synger bas, og det skal jeg love for, at han beviste i denne omgang. Det er næsten som om, at han går længere og længere ned i oktaverne, jo større scenen bliver.

Det er i grunden ret imponerende.

Nå, men endelig kommer vi til det helt store tilløbsstykke: nemlig Troels Lund Poulsens formandstale.

Den gav stof til eftertanke.

For som han bemærkede: Mens vi fejrer vores demokrati her på Bornholm med pølser og fadøl, så ligger der et Rusland lige ovre på den anden side af havet, som ikke vil alt det her. Som ikke vil demokratiet og freden.

Og så følger det jo, at vi ikke kan tage vores demokrati og fred for givet. En vigtig påmindelse, som Folkemødets besøgende kvitterede for med taktfaste klap og en følelse af, at vi er sammen om det her.

Hvor vigtig og tankevækkende, Troels’ tale så end var, følte jeg ikke, at mit nyhedsbrev for dagen kunne slutte dér. Der skulle noget mere festligt til. Så jeg tøffede ned på havnen, hvor jeg fandt vores finansordfører, Hans Andersen.

Pølsehornsmesterens bøf

Hans Andersen er verdensmester i pølsehornsbageri. Det siger han i hvert fald selv.

Jeg tror ham. Han er jo trods alt far til fem. Problemet er blot, at det ikke var denne disciplin, som han skulle dyste i i dag. I stedet havde Bioscenen inviteret til ”Bio Burger Battle”.

Her skulle Hans konkurrere med fire andre om at bygge den flotteste, mest velsmagende burger med plantebøf.

Og ærligt talt: Det startede relativt dårligt ud. I Hans’ første burgerbygningsforsøg glemte han bøffen. Det vandt ikke just publikum over.

I andet forsøg gik det dog noget bedre. Hans’ burger fik ros for at være farverig(?), og med smagsnuancer af både ketchup og chili hev pølsehornsverdensmesteren en ganske hæderlig 3. plads hjem. Præmien for det var en drikkedunk og en øl.

Og sådan sluttede min første dag på Folkemødet så fint. Nu venter ”Folkemødet by Night”, hvilket efter sigende skulle være en festlig affære, inden arbejdet igen kalder i morgen tidlig.

I den forbindelse vil jeg til min egen og alle andre folkemødedeltageres inspiration citere min bedstemor fra Ikast:

”Ka’ do vær kårl om æ awten, ka’ do vær karl om æ daw.”

Og sådan må det være. For her i firmaet står vi op om morgenen.