Anden dag på Folkemødet: Tandbørstningstoner og Matador-dronningens stjernestund

De fleste politikere har en særlig evne, som jeg i grunden er ret misundelig på.

De kan gå hjem på de helt små timer, og så kan de stå klar morgenen klokken ni og give en fuld og fejlfri politisk redegørelse om aktiebeskatninger, EU-cirkulærer eller noget tredje kompliceret, som jeg nødigt skulle begive mig ud i at forklare selv med en måneds forberedelse.

Og det er ligesom det, der fylder, når jeg går gennem gaderne fredag morgen og ser politikerne på scenerne rundt omkring:

”Hvordan i alverden står hun på benene i dag? Hvordan i alverden gør han?”

På den måde starter vi, hvor vi sluttede i går.

Karl om aftenen, karl om dagen.

Den første Venstre-karl, vi skal forbi denne dag, er Sophie Løhde, som havde indfundet sig i Altingets have til en snak om multiresistente bakterier, som regeringen netop har præsenteret en handleplan for at tackle.

Og i og med at jeg får løn af Venstre, kan jeg godt forstå, hvis I ikke tager mine rosende ord om Sophies arbejdsindsats for gode varer. Heldigvis bakker ordstyrer Peter Qvortrup Geislings indledende ord min påstand op:

”Sophie Løhde er et af de mennesker, der har et ekstra gear. Jeg har set din kalender, Sophie, og det er umiddelbart en træls kalender. Som læge vil jeg egentlig sige, at den er på grænsen til det helbredsmæssigt uansvarlige,” sagde han til stor morskab for sundhedsminister såvel som tilskuere.

”Min datter har fået ti!”

Således oplyst om AMR-handleplanens fortræffeligheder ilede jeg videre ud i et summende Allinge.

Og her udspillede sig en kort scene, som sådan set intet har at gøre med Venstre, men som egentlig er meget symptomatisk for den måde, folk omgås til den her demokratifest.

I midten af Allinge ligger en lille, velbesøgt grillbar, som kalder folks numre op, når deres mad er klar.

Netop som jeg passerede, blev rækken af tal afbrudt af en stolt mors stemme over højtaleranlægget:

”MIN DATTER HAR LIGE FÅET TI TIL EKSAMEN!,” sagde grillmutter og fortsatte talestrømmen ind i en telefon:

”Hvor er du sej, min skat. Hvor er det flot!”

Jo, jo. Folkemødet er altså noget, vi giver til hinanden.

Det mest meningsfyldte

Nå, nok demokratiromantik. Tilbage til arrangementerne.

Nede i Forsvarets telt på havnen var Troels Lund Poulsen sat stævne af Michael Kristiansen til en snak om status på det danske forsvar, som ikke overraskende er det helt store samtaleemne på årets Folkemøde.

Det blev en samtale, der kom rundt om alle de store emner i tiden: USA, Europa, Asien, Arktis, Rusland.

You name it. Man kan nå meget på en tre kvarters tid.

Mit udvalgte højdepunkt herfra handlede dog ikke om den store verden. Ikke om Trump, ikke om Xi, Putin eller Zelenskij.

Det handlede om Troels. Og navnlig Troels’ balancegang mellem det krævende job at være Venstres formand og det krævende job at være Danmarks forsvarsminister:

”Når jeg fastholder at være forsvarsminister, så gør jeg det, fordi det er det mest meningsfyldte, jeg nogensinde har lavet i min politiske karriere.”

Apropos forsvar, så undrer du dig sikkert over, om der ikke har været nogle fede flyovers over Folkemødet som dem, jeg brugte megen spalteplads på at beskrive i går.

Og jo! Det var der faktisk også i dag. Flyover-tælleren siger ét vusj fra en F-35’er og ét brpbrpbrpbrp fra en Seahawk-helikopter (indrømmet: jeg anede ikke, at den hed det, men det kunne Troels heldigvis informere om).

Det er stadig helt utroligt sejt på andendagen.

Så har vi også det på plads.

Dagens dilemma

Folkemødet er jo sådan et sted, hvor man godt gad, at der var 38 timer i døgnet. Udover at skulle navigere rundt fysisk – hvilket man kan blive overrasket over, at jeg ikke er i stand til, idet Allinge mere eller mindre bare er én lang gade – så skal man også navigere i et program, hvor de fede muligheder nogle gange ligger oveni hinanden.

Forestil dig valget:  

Kan man vælge at tage til Matador-quiz med Matador-guruen Sophie Løhde. På den anden kan man vælge at tage til ”Christiansborg-mesterskabet i tandbørsting” med Anni Matthiesen om deltager.

Det blev udslagsgivende, at jeg aldrig har set Matador færdigt. Afsted til Tandlægeforeningens telt med mig.

Her skulle Anni konkurrere med Danmarksdemokraternes Susie Jessen om titlen som Borgens bedste bissebørster.

Troede man, at det skulle være en kedelig omgang, kunne man godt tro om igen. Det viser sig nemlig, at begge damer har en særlig sang, de synger, når de har børstet tænder på deres børn.

Jessens handlede om en krokodille, der fik renset tænder af nogle fugle. Jeg fik desværre ikke skrevet teksten ned i tide. Annis, til gengæld, kommer lige her:

”Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder

Det er ikke kun på grund af den grimme smag

Men det ser da fjollet ud, hvis en skønne dag

De alle falder af!”

Jeg giver den fem stjerner.

På trods af skønsangen vandt Anni ikke konkurrencen. Det fandt jeg dybt uretfærdigt, da hun jo netop fik stor ros for sin systematiske tilgang til tandbørstningen.

Stafetten gives videre

Jeg skal til at runde af, men nyhedsbrevet slutter ikke helt endnu. For vi skal jo lige høre fra den der Matador-quiz, som jeg måtte undvære.

Heldigvis har jeg en rigtig god kollega, som kunne træde i mit sted og tage til det.

Og dobbeltheldigt er det, fordi Elisabeth er hende, der skal tage jer gennem Folkemødets tredje dag i morgen, fordi jeg skal hjem.

Så for mig er kun tilbage at sige:

Tak for nu, og scenen er din, Elisabeth!

Tak for det, Emil!

Det er nemlig rigtigt; jeg var der, og du gik altså glip af noget af et tilløbsstykke.

For netop som eftermiddagssolen stod højest, kunne Venstres sundheds- og indenrigsminister, Sophie Løhde, byde velkommen til det, jeg er ret overbevist om var hendes Folkemødes højdepunkt.

Venstres Have var helt proppet med quizglade Matadorelskere. Og da Sophie samtidig gjorde det klart, ”at det jo ikke er for sjov, det her”, så var niveauet ligesom sat.

Herfra var jeg vidne til, hvad der bedst kan beskrives som en publikums-afklapsning af deltagerne. I takt med, at quizmaster-Sophie foldede spørgsmålene ud, måtte deltagerne igen og igen søge ud i publikumsrækkerne for assistance. Når deltagerne en sjælden gang imellem forsøgte sig på egen hånd, faldt dommen hårdt. ”NEEEJ”. ”JAAA”. ”DET VAR AFSNIT 22! IKKE 21”. De stakkels deltagere fik ikke en fod til jorden.

Da publikum til sidst sang foruroligende højt med på ”Hej Møjdal, nu må du sgu se at komme afsted, har du husket din sabel og din skattebillet?”, vurderede jeg, at det må være her, at nyhedsbrevet slutter.

For når man har høj solskin, Venstres Have og Matador-quiz, så har man ligesom toppet. Så bliver det sådan set ikke meget bedre her til lands.