
Venstres beskæftigelsespolitik
Det arbejdende fælleskab
Det er godt og sundt at være i arbejde. Når man løser en opgave, der er efterspurgt, bidrager man til det arbejdende fællesskab, mens man skaber værdi for andre og sig selv. Venstre kæmper for, at flere bliver en del af det fællesskab, som arbejdsmarkedet er.
Lige nu har vi gode muligheder for at få flere med i det arbejdende fællesskab. De muligheder skal vi gribe.
Det er ikke kun godt for den enkelte, der kan forsørge sig og sine, og som har noget at stå op til om morgenen. Det er også godt for samfundet. For når færre forsørges af det offentlige, og når flere forsørger sig selv, får vi bedre råd til at prioritere vores fælles velfærd og den grønne omstilling.
Det skal kunne betale sig at arbejde
Venstre mener, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, at uddanne sig og gøre en indsats. Vi mener, at ethvert menneske, der kan, har pligt til at tage ansvar for sit eget liv.
Vi arbejder for, at det bedre kan betale sig at arbejde. For når flere arbejder, og når færre forsørges af det offentlige, får vi bedre råd til at tage os af de svageste i samfundet og til at prioritere vores fælles velfærd, den grønne omstilling og vores fælles forsvar.
Venstre har de sidste mange år taget ansvar og dermed sikret, at det bedre kan betale sig at arbejde i Danmark i dag, end det kunne for år tilbage. Men selvom det er gået den rigtige vej, så var der i 2021 fortsat 225.000 danskere, der havde en lav økonomisk gevinst ved at arbejde.
Derfor har Venstre været med til at lave en kontanthjælpsreform, der sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde. Med reformen indfører vi en arbejdspligt for personer, der ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet. Det gør vi, fordi vi grundlæggende mener, at det er rimeligt, at alle bidrager, hvis de kan. Samtidig forenkler vi ydelserne, og vi hæver grænsen for, hvor meget man må tjene uden modregning. Det betyder, at det bliver mere økonomisk attraktivt at tage skridtet ind på arbejdsmarkedet.
Det handler om rimelighed. For det er ikke rimeligt, når gevinsten i kroner og øre er meget lille ved at skifte kontanthjælpen ud med et arbejde. Der skal være en mærkbar økonomisk gevinst ved at tage et arbejde.
Derfor har Venstre også sikret de største skattelettelser på arbejde i 10 år til over tre millioner arbejdende danskere. Det har vi, fordi vi grundlæggende mener, at danskernes penge ligger bedst i danskernes lommer. Og fordi vi ønsker at gøre det mere attraktivt at arbejde for alle de danskere, der yder en ekstra indsats.
Vores mål er simpelt: Hvis du kan arbejde, så skal det også kunne betale sig for dig at arbejde.

Største lempelse af personskatten i 10 år
Over 3 millioner arbejdende danskere får en skattelettelse, 280.000 personer får halveret topskatten, og arveafgiften sænkes.
En ny og mere fri beskæftigelsesindsats
Formålet med den aktive beskæftigelsesindsats er at hjælpe arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet, så flere igen bliver en del af det arbejdende fællesskab. Det gælder både dem, der har stået uden for arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid. Derfor skal den aktive beskæftigelsesindsats tage udgangspunkt i den enkelte borger.
For Venstre har det længe været en prioritet at skabe en mere fri og enkel beskæftigelsesindsats. Venstre har tidligere foreslået at nedlægge jobcentrene i deres nuværende form. Det har vi gennemført med en historisk reform af beskæftigelsesindsatsen.
Med afskaffelsen af jobcentrene i deres nuværende form bryder vi med et system, der i årevis har været præget af detailstyring, mange regler og manglende hensyn til, hvor langt borgeren var fra arbejdsmarkedet - samt hvilken indsats, der passede bedst til den enkelte.
Kommunerne skal have mulighed for at organisere beskæftigelsesindsatsen, så den passer til de lokale forhold og behov. Det giver samtidig også mulighed for at tænke beskæftigelse sammen med fx social- og sundhedsindsatser.
For den enkelte ledige betyder det en indsats, der i højere grad tager udgangspunkt i, hvad der virker - frem for hvad der skal dokumenteres. Vi fjerner unødvendige samtaler og tunge proceskrav og giver i stedet plads til faglighed og individuelle løsninger, der er lokalt forankrede og bygger på tættere samarbejde mellem borgere, virksomheder og kommunen.
For Venstre handler det om at have en beskæftigelsespolitik, der hjælper flere i arbejde, og som sikrer, at færre parkeres på offentlig forsørgelse.
Forenings- og aftalefrihed
For at få flest muligt med ind i fællesskabet er det nødvendigt med et frit arbejdsmarked, hvor lønnen afspejler den enkeltes indsats, hvor der ikke er unødige benspænd eller organisatorisk monopolisering, og hvor arbejdstiden er fleksibel og tilpasset den enkelte virksomheds og den enkelte ansattes ønsker og behov.
Et frit arbejdsmarked er baseret på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Den lovgivende magt skal derfor blande sig mindst muligt i arbejdsmarkedets forhold.
Venstre ønsker at sikre ordnede forhold på danske arbejdspladser med rimelige løn- og arbejdsvilkår for både danske og udenlandske lønmodtagere samtidig med, at vi respekterer den danske model og ikke fastsætter løn- og arbejdsvilkår fra politisk hold.
I Danmark er det arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn, og sådan skal det blive ved med at være.
Samtidig er det Folketingets opgave at sikre foreningsfriheden, den frie og lige adgang til job og erhverv, samt at medlemskab af faglige organisationer reelt er frivilligt. Adgangen til et job eller til at drive erhverv må ikke gøres afhængig af, at man er medlem af en bestemt organisation.
Ordnede forhold på arbejdspladsen
For Venstre er det vigtigt, at man ikke bliver syg af at gå på arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder for at sikre et godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne. Målsætningen for en liberal arbejdsmiljøpolitik er at forebygge arbejdsskader og skabe den bedst mulige sikkerhed på arbejdspladserne.
Det er et fælles ansvar for ledelse og medarbejdere at fremme et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, der også skaber plads til mennesker uden fuld erhvervsevne.
Er du enig med os?
Fantastisk!
Vil du tage endnu et skridt mod et mere borgerligt-liberalt Danmark? Der er forskellige måder, du kan støtte Venstres arbejde på.
Tak for din tilmelding
Du vil modtage en email med et bekræftelseslink, som du bedes klikke på for at færdiggøre din tilmelding.
FEJL
Der skete en fejl under oprettelsen. Du er velkommen til at skrive til venstre@venstre.dk for at tilmelde dig, eller prøve igen senere.
Vi sætter pris på ærligheden.
Måske vi deler holdning på andre områder?