Et grønt Danmark, der blomstrer i byen og på landet

Danmark i sikre hænder

Venstre vil:

Nå ambitiøse klimamål uden nye skatter og afgifter

Venstre mener, at Danmark skal være et grønt foregangsland, og vi er derfor klar til at tage de nødvendige klimatiltag for at nå vores ambitiøse klimamål. Men vi har ført en ansvarlig økonomisk politik, så der er tilstrækkeligt med midler til at indfri målsætningerne uden at indføre nye skatter og afgifter. Samtidig har vi med den grønne trepart banet vejen for, at vi når både klima-, miljø- og naturmål samtidig med, at vi har et levedygtigt fødevareerhverv, og derfor skal den grønne trepart også i fremtiden være et centralt omdrejningspunkt for dansk politik.

Sikre 5.000 flere statslige arbejdspladser uden for de store byer 

Når Forsvaret udvider med nye opgaver og kapaciteter, har man øje for at oprette arbejdspladser i hele Danmark. Den tilgang vil vi udvide, så den model ikke kun bruges i genopretningen af Forsvaret. Den skal også gælde, når andre statslige jobs bliver flyttet ud. Venstre vil samlet set skabe 5.000 nye statslige arbejdspladser uden for de største byer.

Klimasikre Danmark med udvidet håndværkerfradrag og større statslig involvering

Vi vil udvide det populære håndværkerfradrag, så man fremover kan få et højere fradrag for tiltag, der sikrer boligen mod vildt vejr. Det skal hjælpe danske boligejere med at gardere deres hjem mod vandmasser i kældre, haver og sommerhuse. Samtidig skal staten – sammen med de ansvarlige kommuner – spille en større rolle ved særlige projekter, der går på tværs af kommunegrænser for at gøre det mere realistisk at igangsætte de nødvendige klimasikringsprojekter i hele Danmark. 

Tage et opgør med forbuddet mod atomkraft

Usikkerheden i verden betyder, at vi mere end nogensinde har brug for stabil, billig og ikke mindst grøn energi. Derfor bør vi ikke på forhånd udelukke grønne teknologier, der kan gøre adgangen til grøn energi mere tilgængelig. Vi ønsker derfor at afskaffe forbuddet mod atomkraft i Danmark, så vi får muligheden for at se fordomsfrit på de forskellige teknologier og energiplanlægge på den måde, der giver bedst mening i en dansk sammenhæng.

Et bæredygtigt Danmark handler om at sikre en ansvarlig grøn omstilling og at indfri vores ambitiøse, grønne målsætninger på en måde, hvor vi både styrker dansk økonomi og udnytter vores styrkepositioner - uden at pålægge danskerne unødvendige omkostninger.

For Venstre er den grønne omstilling af Danmark en bunden opgave. Det kræver, at vi er villige til at investere og prioritere finansiering til en klog og ansvarlig grøn omstilling af Danmark.

Det handler om, at vi skal levere på vores langsigtede klimamål. Vi har allerede indfriet vores reduktionsmål for 2025, og vi er på vej til i 2030 at have sænket vores udledninger med 70 procent. Vi har netop vedtaget et nyt, ambitiøst 2035-klimamål på 82 procent, som vi vil indfri på en måde, der hverken svækker dansk konkurrenceevne eller gør det dyrere at være dansker.

Med den grønne trepart har vi vist vejen til at fastholde Danmark som et stærkt og moderne landbrugsland, hvor vi udvikler en stærk og konkurrencedygtig fødevareproduktion, der bidrager til at indfri vores klimaambitioner og skabe et nyt grønt Danmarkskort.

Uanset om du bor i byen eller på landet, skal vi forberede hele Danmark på fremtidens vildere vejr med en styrket indsats for klimasikringen. 

Et bæredygtigt Danmark kræver også, at vi har et vågent øje på udviklingen uden for de store byer, og at vi sikrer et vedvarende fokus på vækst og udvikling i hele Danmark. Vi vil fortsat kæmpe for vækst, udvikling og liv både i byerne og i landdistrikterne. For os kommer Danmark i bedre balance, når det er attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet. Vi skal understøtte de eksisterende erhverv i landdistrikterne, men også sikre de rette rammevilkår for nye erhvervsmuligheder og iværksætteri i hele landet.

Og uanset om du bor i byen eller på landet, så skal vi forberede hele Danmark på fremtidens vildere vejr med en styrket indsats for klimasikringen. Det er rettidig omhu at forebygge klimaskader fremfor at skulle lappe på skaderne, når ulykken indtræffer.

Målet er et grønt Danmark, der blomstrer både i byen og på landet.

Derfor har Venstre i regering:

Lavet en historisk grøn trepartsaftale, der sikrer udvikling på tværs af landet

Med den grønne trepart har vi vist, at vi både kan udvikle et stærkt og konkurrencedygtigt fødevareerhverv, indfri vores klimaambitioner og skabe et nyt grønt danmarkskort. Det er en fantastisk aftale, der vil betyde mere skov, mere natur og rent drikkevand for vores fremtidige generationer. Det skal bidrage til, at den danske fødevareproduktion fortsat kan være innovativ, bæredygtig og konkurrencedygtig.

Sikret markant mere dansk natur, biodiversitet og rent drikkevand til alle

Med den grønne trepart kommer vi frem mod 2045 til at plante 250.000 hektar ny skov – svarende til et område på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm. Heraf skal 100.000 hektar være såkaldt urørt skov. Med den grønne trepart styrker vi natur og biodiversitet og tager større hensyn til drikkevandsbeskyttelse samt mindsker udledningen af kvælstof, hvilket vil bidrage til bedre økologisk tilstand i det danske vandmiljø, herunder søer, vandløb og fjorde. 

Indfriet 2025-klimamålet og er godt på vej mod 2030-målet

Vi har indfriet 2025-målet, og vi er godt på vej mod at indfri 2030-målet om 70 procent-reduktion. Vi har nu taget skridtet videre og fastsat et af verdens mest ambitiøse 2035-klimamål på 82 procent. Vi skal fortsat sikre en både ambitiøs og ansvarlig klimapolitik i Danmark.

Sikret, at 17-årige må køre bil uden ledsager og at pendlere i yderområderne får bedre forhold

Vi har sikret, at 17-årige nu må køre bil uden ledsager mellem kl. 05.00 og 20.00. Det giver de unge langt større frihed og muligheder for at passe fritidsjob og skole uden at være afhængige af bussen eller et lift af forældrene. Vi gør det mere attraktivt at bo i landdistrikterne med kørselsfradrag til studerende i yderkommuner og nye, fleksible løsninger på kollektiv trafik. Og vi har givet skattelettelser til de danskere bosat i landdistrikterne, der pendler til og fra arbejde.

Lavet en ambitiøs liberalisering af planloven for at sikre bedre vækstmuligheder i landdistrikterne

For at styrke mulighederne for helårsturisme kan man nu tage bygninger med kystnær placering i brug til nye turismeformål. Samtidig åbner vi for udlæg af 2.500 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen og sikrer bedre muligheder for at placere nye boliger i det åbne land. Samtidig har vi taget de første skridt i retning af bedre klimasikring, bl.a. har vi med den økonomiske plan afsat 15 milliarder kroner til indsatsen over de kommende år.

Er du enig med os?

Fantastisk! Så håber vi, at du vil stemme på en af Venstres folketingskandidater

Vil du tage endnu et skridt mod et mere borgerligt-liberalt Danmark? Der er forskellige måder, du kan støtte Venstres arbejde på.

Bliv medlemStøt

Tak for din tilmelding

Du vil modtage en email med et bekræftelseslink, som du bedes klikke på for at færdiggøre din tilmelding.

FEJL

Der skete en fejl under oprettelsen. Du er velkommen til at skrive til venstre@venstre.dk for at tilmelde dig, eller prøve igen senere.

Vi sætter pris på ærligheden.

Måske vi deler holdning på andre områder?