Tina Mandrup

Folketingskandidat

Kommunalbestyrelsesmedlem

Jeg stiller op til Folketinget, fordi hverdagen rundt om i landet fortjener en politik, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Med mere end 30 års erfaring som lærer og skoleleder, erfaring som borgmester og i dag som chefkonsulent inden for skoleområdet ved jeg, hvordan politiske beslutninger fra Christiansborg påvirker mennesker og familier i deres hverdag. Jeg har en master i offentlig ledelse og har i mange år været medlem af Venstres Hovedbestyrelse. Den erfaring har givet mig en solid forståelse for, hvordan politik bliver omsat i praksis – både lokalt og nationalt.

Der er brug for folketingspolitikere, der kender den hverdag, som udspiller sig forskelligt i byerne og på landet. Jeg er drevet af tillid og frihed og vil arbejde for mindre statslig detailstyring og mere plads til lokale løsninger.

Jeg er 57 år og bor i Lejre sammen med min mand, faren til vores to voksne børn. Vi bor i et lille område ned til Roskilde Fjord, hvor naturen betyder meget for mig. Jeg holder af at snøre vandreskoene og gå ud ad døren direkte til vand, skov og åbne landskaber. Efter frisk luft og nogle kilometer i benene holder jeg af at fordybe mig i en god bog. Når jeg ikke læser bøger, læser jeg sager til kommunalbestyrelsens møder – og det går der en del tid med.

Mine mærkesager: 

Det må ikke blive dyrere at være dansker – og slet ikke boligejer

Alt for mange boligejere går i dag rundt med en voksende uro: Hvad sker der med boligskatten, og kan vi overhovedet regne med at blive boende, som vi gør nu? Når flere partier taler om højere boligskatter, skaber det usikkerhed om helt almindelige familiers økonomi. Det er urimeligt at blive straffet for at have sparet op i sin bolig – og endnu værre at risikere at miste en del af det, man har bygget op gennem et helt liv. Jeg vil sikre ro og tryghed om boligejernes økonomi. Det skal ikke være dyrere at være dansker – og slet ikke boligejer. Boligen er i forvejen en stor udgiftspost, og derfor skal der ikke lægges nye skatter på danskernes hjem. Boligen skal være et sted, man føler sig tryg – ikke en økonomisk trussel.

To lærere i klassen – mere tid til hvert barn

Dine børn og børnebørn fortjener en skole, hvor der er tid til dem – tid til at lære, blive set og trives. To lærere i klassen giver bedre undervisning, mere ro og større tryghed, så børnene kan vokse både fagligt og menneskeligt. Jeg ønsker en skole med glade børn og dygtige lærere. Derfor skal vi have mere fokus på dannelse og større forståelse for læreren som den nødvendige, kærlige autoritet, der skaber ro og retning. Derfor vil jeg investere i folkeskolen, så den igen bliver et sted, hvor alle børn kan lykkes – og hvor fremtidens drømme begynder.

Bedre forbindelser, mindre støj – et stærkere Sjælland

Sjælland hænger sammen, når vi kan komme frem. Bedre togdrift, busser der passer til hverdagen og løsninger, der giver ro i vores hjem, er afgørende for både unge, ældre og pendlere. Trafikstøj fra især Holbækmotorvejen slider på helbred og livskvalitet. Derfor skal vi have mere støjafskærmning og moderne, støjreducerende asfalt, så familier kan sove ordentligt og trives i deres eget hjem. En stærkere infrastruktur gør det også lettere for virksomheder at skaffe arbejdskraft og for familier at bosætte sig i vores landdistrikter. Når transporten fungerer, vokser både lokalsamfund og erhvervsliv. Jeg vil arbejde for et Sjælland, hvor infrastrukturen binder os sammen – ikke begrænser os. Et Sjælland med ro, mobilitet og frihed i hverdagen.

Storkreds:

Sjælland

Telefon:

24875487

Kreds:

Holbæk

Følg Tina Mandrup

Pressebillede i høj opløsning:

Hent her