
Venstres transportpolitik
Det skal være muligt at komme fra A til B i hele Danmark
Venstres transportpolitik bygger grundlæggende på friheden for den enkelte til selv at definere sit transportbehov og vælge transportform. Der skal være plads til både den individuelle og den kollektive transport. Det betyder også, at vi fra politisk side har et stort ansvar for at sikre, at vi både styrker den kollektive transport i hele landet og samtidig vedligeholder og udbygger vores vejnet. En god infrastruktur er en afgørende forudsætning for vækst, velstand og velfærd i vores land.
Det har afgørende betydning for, at vi alle kan udnytte vores tid så optimalt som muligt og gør det lettere for danskerne at komme på arbejde og besøge familie og venner - og så er det samtidig vigtigt for vores virksomheder, der er afhængige af at få leveret og udsendt deres varer, services og produkter i hele landet, nemt og hurtigt.
Venstre vil derfor fortsat investere i moderne, effektiv og sammenhængende infrastruktur, der øger fremkommeligheden for danskerne, og som:
- Binder familier og venner tættere sammen og styrker sammenhængskraften i samfundet ved at styrke infrastrukturen i hele landet.
- Understøtter den grønne omstilling, idet fremtidens transport vil køre på grønne drivmidler.
- Sikrer grundlaget for vækst og velstand i landdistrikterne såvel som i byerne, så vores virksomheder kan levere deres varer og produkter og lette adgangen til kvalificeret arbejdskraft.
- Har den rette geografiske balance. Ingen dele af Danmark må hægtes af – hverken by eller land – og det skal være let at komme på tværs af vores land.
- Giver danskerne kortere transporttid til og fra arbejdspladsen, uddannelsesstedet eller fritidsaktiviteten, uanset om man er bosiddende på landet eller i byen.
Infrastruktur skal understøtte den grønne omstilling
Venstres transportpolitik vil styrke mobiliteten i hele landet og dermed sikre et Danmark i balance.
Vi skal investere for at kunne rumme fremtidens grønne transport - både til lands, til vands og i luften.
Den grønne omstilling af vores transport er i fuld gang. Vi skal bidrage til omstillingen og forsat udvikle og skabe incitamenter og muligheder for, at vi kan få alle borgere og virksomheder med på den grønne omstilling de kommende år.
Venstre ønsker, at vi i 2030 har en million grønne biler på vejene – og gerne endnu flere. For at få grønne køretøjer i hele landet, skal der opbygges en vidt forgrenet og passende grøn lade- og tankningsinfrastruktur uden ”sorte pletter” rundt omkring og med en god balance.
Denne grønne omstilling gælder ikke kun for personbiler, men også den tunge transport. Branchen er klar til at investere i de grønne teknologier og løsninger, så vi skal understøtte med den nødvendige infrastruktur.
På samme vis arbejder Venstre for en grønnere transport i luften med blandt andet Danmarks første grønne indenrigsrute. Og så arbejder vi for at understøtte den grønne omstilling af vores indenrigsfærger, så vi så hurtigt som muligt får en CO2-neutral færgedrift i Danmark.
Ny mangeårig infrastrukturaftale
Venstre indgik i juni 2021, sammen med Folketingets partier, en stor aftale om massive investeringer i fremtidens infrastruktur. Vi glæder os over, at vi er i fuld gang med at implementere de mange vigtige projekter, som både dækker over endnu flere vejprojekter og en styrkelse af den kollektive transport. På den måde sikrer vi, at Danmark bindes endnu bedre sammen, og vi understøtter vækst, udvikling og mobilitet i hele landet.
Nej tak til skadelig trafikstøj
Et veludbygget vejnet er afgørende for danskernes mobilitet. Men for de danskere, der bor tæt op ad motorveje, motortrafikveje og større landeveje kan den daglige støj fra trafikken være til stor gene – og i værste fald have negative helbredsmæssige konsekvenser. Det ønsker vi at gøre op med i Venstre. Som både oppositions- og regeringsparti har Venstre gennem årene haft stort fokus på de alvorlige menneskelige konsekvenser ved langvarige gener fra trafikstøj. Derfor har Venstre været med til at afsætte tre milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj frem mod 2035.
Venstre har leveret konkrete resultater i regering
I regering har Venstre arbejdet for konkrete transportpolitiske resultater, der kan mærkes i danskernes hverdag.
Vi har blandt andet sat en stopper for de såkaldte ”usynlige p-bøder”, så parkeringsselskaberne ikke længere kan eftersende digitale p-bøder til danskerne, Vi vil ikke have selskaber, der opbygger en forretningsmodel på usynlige parkeringsafgifter. Derfor har vi fjernet muligheden for, at parkeringsselskaberne kan eftersende p-afgiften, så danskerne igen kan være trygge ved, at en afgift kun kan sidde fysisk i forruden.
Vi har også givet 17-årige med kørekort mulighed for at køre uden ledsager i tidsrummet 05.00-20.00, så unge mennesker får mulighed for at transportere sig til og fra fx arbejde, læreplads, skole eller fritidsjob. Det giver vores unge mennesker mere frihed i deres hverdag og kan særligt være en hjælp for unge i landdistrikterne.
Samtidig har Venstre igangsat et stort fokus på fremtidens kollektive transport i Danmark. Vi har blandt andet været med til at nedsætte et ekspertudvalg, der har undersøgt fremtidens mobilitetsbehov i hele landet. Vi kommer derfor til at fortsætte det vigtige arbejde med at gentænke vores kollektive trafik og tænke i skræddersyede transportløsninger til alle dele af landet, så der fremover er velfungerende og effektive transportløsninger både på landet og i byerne.
Er du enig med os?
Fantastisk!
Vil du tage endnu et skridt mod et mere borgerligt-liberalt Danmark? Der er forskellige måder, du kan støtte Venstres arbejde på.
Tak for din tilmelding
Du vil modtage en email med et bekræftelseslink, som du bedes klikke på for at færdiggøre din tilmelding.
FEJL
Der skete en fejl under oprettelsen. Du er velkommen til at skrive til venstre@venstre.dk for at tilmelde dig, eller prøve igen senere.
Vi sætter pris på ærligheden.
Måske vi deler holdning på andre områder?