Folkeskole og uddannelse

Tillidsskolen: Venstre vil afsætte fem milliarder kroner årligt til landets skoler

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre og forsvarsminister, og Stephanie Lose, næstformand for Venstre og økonomiminister

4. marts 2026 kl. 12:33

Venstre vil afsætte fem milliarder kroner om året til landets skoler, der blandt andet skal gå til flere to-voksenordninger med lærere og pædagoger samt til at løse problemer med inklusion. Vi vil give skolerne et markant økonomisk løft, og de får mulighed for på den enkelte skole at vurdere, hvad der fungerer bedst for dem. For vi har tillid til vores skoler. Man kan kalde Venstres udspil for ”Tillidsskolen”.

Der er brug for en bedre folkeskole. En folkeskole, hvor der er flere voksne til at sikre trivsel, ro og læring i de timer, hvor vores børn og unge skal få de færdigheder, de skal bruge resten af livet.

Der er brug for en indsats, hvor vi lytter til forældrene, der drømmer om tryggere og roligere rammer for deres børn, og hvor vi stoler på, at lærerne kan indrette undervisningen bedst.

Derfor vil Venstre sende fire milliarder kroner ud til de danske grundskoler, som skolerne selv må bestemme over. For vi har fuld tillid til vores lærere, skoleledere og skolebestyrelser. For det er dem, der har deres daglige gang på skolen, som bedst kender de lokale behov. Med pengene kan man på den enkelte skole fx prioritere en ekstra lærer eller pædagog i undervisningen i langt flere timer end i dag. Og gøre det i netop de timer, hvor gevinsten er størst for eleverne på netop den skole og netop det klassetrin.

Og mulighederne bliver gode. Fire miliarder kroner svarer fx til, at der kan være en lærer og en pædagog i mere end to ud af tre af alle dansk- og matematiktimer på alle klassetrin gennem hele skoletiden. Men den konkrete beslutning er lokal.

Samtidig vil vi bruge en milliard kroner på at gøre noget ved de udfordringer, som den fejlslagne inklusion har medført.

Endelig vil vi også løfte de frie og private skoler. Samt skabe friere rammer for, at de kan drive skole og løfte deres del af opgaven med børn, der af den ene eller anden grund er udfordrede.

Som et liberalt velfærdsparti vil vi sikre, at flere børn er glade i skolen, og vi vil styrke alle børns muligheder for at opnå de basale færdigheder.

Der er nemlig for mange børn og unge, der ikke trives. Det kan skyldes det urolige miljø, som en folkeskoleklasse kan være, eller at de ikke får den faglige støtte, de skal have.

Begge dele kan en ekstra lærer eller pædagog hjælpe med at gøre bedre. For lærerne vil meget gerne løfte niveauet. Men det er efterhånden tydeligt, at lærerne bruger en stor del af undervisningen på at skabe ro, ligesom lærerne oftere oplever voldelige episoder.

 

Det er vi nødt til at gøre bedre, og derfor foreslår Venstre:
  • Flere 2-voksenordninger i klasseværelserne: Vi vil sende fire milliarder kroner om året direkte ud til skolerne. Skolerne må selv bestemme, hvad de ekstra penge skal bruges til. 
  • Vi vil løse inklusionsproblemet: Vi vil afsætte en milliard kroner ekstra årligt til skolernes arbejde med at løse inklusionsproblemet.
  • Stærke frie skoler: Det økonomiske løft af fri- og privatskolerne vil også give disse skoler bedre mulighed for at lykkes med inklusionen. Derudover vil vi gøre frie skoler endnu friere ved et serviceeftersyn af friskoleloven.

Samtidig vil vi også have fokus på bedre fysiske rammer. For vi ved, at det også spille en stor rolle, hvorfor der med dette udspil vil være afsat 4,5 milliarder kroner ekstra til at forbedre vores skoler på det punkt over de næste år.

Og samlet set vil det være med til at sikre, at alle børn og unge får en god skolegang, der er fuld af trivsel, ro og læring.

Hele udspillet kan læses her.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld