Folkeskole og uddannelse

Valgløfte indfriet: Nu fjerner vi tvangsfordelingen af gymnasieelever

Venstres politiske ordfører Morten Dahlin og Venstres børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen

31. januar 2023 kl. 11:12

Takket være Venstres indtræden i regering sikrer vi nu, at det ikke er forældres indkomst som afgør, hvor de unge må gå i gymnasiet

I dag tager Folketinget de første skridt i retning af at fjerne den tvangsfordeling af gymnasielever, som den tidligere regering indførte.

I Venstre har vi altid ment, at det var forkert at tvangsfordele gymnasieelever alt efter, hvor meget eller hvor lidt deres forældre tjener.  

For det er og bliver et sundt, liberalt princip, at det aldrig må blive forældrenes pengepung, der skal afgøre, hvor man må gå i skole.

”Det er ikke fair, at det er forældreindtægten, som afgør, hvor et ungt mennesker kan gå i gymnasiet. Dette var en klar Venstre-mærkesag før valget, og det bliver nu til virkelighed, hvilket glæder mig meget”, siger Venstres børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen, som også sender lidt rosende ord i retning af regeringspartneren i S:

”Det er jo en kendt sag, at Venstre og Socialdemokratiet har stået på hver sin side i den her sag. Så i den forbindelse vil jeg egentlig også gerne kvittere Socialdemokratiet for at komme Venstre i møde”, siger hun.

Fordelingen af gymnasielever på baggrund af forældrenes indkomst blev indført sidste år af det daværende flertal i Folketinget.

Men takket være Venstres blå mandater i regering vil aftalen fra sidste år nu blive rullet tilbage. 

Tilbagerulningen glæder også Venstres politiske ordfører Morten Dahlin.

”Efter folketingsvalget stod vi med et rødt flertal, som i princippet kunne have videreført den eksisterende model. Men takket være bl.a. Venstres indtræden i regering skal kommende gymnasieelever nu ikke længere deles op i A, B eller C-hold alt efter, hvor meget deres forældre tjener”, siger Morten Dahlin og fortsætter:

”Den kommende aftale er et eksempel på, at det lønner sig at tage ansvar. For var det ikke for den brede regering, så er der meget stor risiko for, at tvangsfordelingen var kommet for at blive. Derfor er jeg stolt af, at vi med Venstres aftryk i dag tager første skridt i retning af at få et meget mere frit skolevalg for vores unge”, afslutter Morten Dahlin

Tilbagerulningen af tvangsfordelingen forventes færdigbehandlet inden vinterferien og kommer til at gælde for alle elever, der søger ind på et gymnasie i år.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste