Retspolitik

Uansvarligt at regeringen lemper straffene i Danmark

Af Preben Bang Henriksen

15. december 2021 kl. 21:14

I dag har regeringen og et snævert flertal i Folketinget indgået en aftale om Kriminalforsorgens økonomi. Aftalen indeholder en lang række straflempelser for kriminelle.

Danmark er i forvejen er et af de lande der straffer absolut mildest, og derfor er der selvfølgelig ikke brug for, at vi nu lemper straffene yderligere.

Derfor er Venstre selvfølgelig ikke med i aftalen.

Helt konkret giver aftalen dybt kriminelle mennesker såsom narko- og voldsforbrydere bedre muligheder for at slippe tidligere ud af fængslet. De får fremover i højere grad lov til at afsone deres straf hjemme på sofaen.

Samtidig vil folk der har snydt og svindlet med COVID-kompensationspakker blive løsladt tidligere fra fængsel end ellers aftalt. Der drejer sig fx om kriminelle der har lavet falske ansættelseskontrakter og forsøgt at snyde fællesskabet mens vi var allermest sårbare.

Preben Bang Henriksen

Retsordfører

Det flugter naturligvis ikke med Venstres retspolitik. Vi mener ikke at kriminelle skal slippes tidligere ud af fængslerne for at spare penge. Vi går nemlig ind for, at forbrydere skal straffes hårdt og konsekvent.

Sidst men ikke mindst lægges der i aftalen op til, at eftergive hardcore kriminelle deres gæld til det offentlige. Det koster skatteyderne 90 millioner kroner. Venstre forstår ikke hvorfor aftalepartierne mener at det skal blive dyrere at være dansker, men billigere at være kriminel.

En del af aftalen går ud på, at leje 300 fængselspladser i udlandet. Det bakker Venstre selvfølgelig op om. Men det er immervæk kun 7% af de kriminelle indsatte der nu skal afsone i udlandet. For de resterende 93% lempes der markant.

I Venstre havde vi håbet, at vi kunne nå til enighed om en aftale, der betød, at vi fik flere fængselspladser både i Danmark og i udlandet, samt at vi straffede de kriminelle hårdt og konsekvent. Men eftersom de andre partier hellere vil give kortere straffe og eftergive de kriminelles gæld, så vi ingen anden udvej end at stå uden for aftalen. 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste