Forsvar

Respektløshed og mistillid svækker det danske forsvar

Af Venstres formsvarsordfører Laers Chr. Lilleholt

Soldater, der går i krig med Dannebrog på skulderen, risikerer deres liv for Danmarks sikkerhed. Det afkræver respekt. Og vi skylder vores soldater, at der er tillid og respekt om det enormt vigtige arbejde, som de udfører på vegne af vores land.

Den tillid og respekt leder man desværre forgæves efter i den socialdemokratiske regering. Anført af statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Trine Bramsen har regeringen strammet grebet overfor Forsvaret i en sådan grad, at det risikerer at svække dansk militær og kan så tvivl om de militærfaglige anbefalinger. Det virker nærmest til, at forsvarsministeren har gjort det til en mærkesag at tryne sin forsvarschef og resten af Forsvarets top. Det er elendig og respektløs ledelse.

En lang række nuværende og tidligere ansatte i Forsvaret – soldater såvel som officerer – har kritiseret forsvarsministeren for at skade Forsvarets og særligt forsvarschefens troværdighed. Hun har haft mere travlt med at iscenesætte sig selv og samtidig underminere respekten for Forsvaret og fjerne fokus fra militærfagligheden. Det er simpelthen ikke i orden.

Forsvaret er uhyre vigtigt, og truslerne mod Danmark er ikke blevet mindre de seneste år. I den sikkerhedspolitiske anspændte tid, vi står i, må vi ikke sidde respektløsheden og mistilliden over for Forsvaret overhørig.

Derfor vil Venstre give forsvarschefen en stærkere rolle og helhedsansvaret for Forsvaret tilbage. Der skal igen være armslængde til politikerne og forsvarsministeren, så vi sikrer, at forsvarschefen i højere grad bliver reel forsvarschef og ikke ”styrelseschef”, som forsvarsministeren har insisteret på at kalde ham.

Regeringens håndtering af forsvarsområdet er et resultat af deres forsøg på at detailstyre alle ting ned til den mindste detalje. Det er en udtalt mangel på respekt for fagfolk og medarbejdere, som igen og igen bliver kørt over af regeringens ministre. Og det er desværre ikke kun på forsvarsområdet, denne udvikling sker. Igennem de seneste måneder har regeringen flere gange udvisket grænsen mellem politik og faglighed uden at fortrække en mine. Men lader vi ikke eksperterne komme til orde, ender vi i sidste ende med, at der træffes dårligere beslutninger for Danmark.