Forsvar

Upassende og ukloge tiltag fra Trump

Af Troels Lund Poulsen, forsvarsminister og Venstres formand

18. januar 2026 kl. 15:38

Vi står i en meget alvorlig situation, som tester vores viljestyrke og evne til at stå sammen. Jeg vil gerne dele mine tanker med dig om det, som vi står midt i. For i en allerede svær situation er Trumps trusler mod Danmark, mod Grønland og mod vores NATO-allierede nemlig uacceptable. Det er en helt forkert måde at gå til en i forvejen ophedet situation.

Så meget desto mere er jeg glad for, at mange allierede også her har bakket op om Rigsfællesskabets suverænitet. Det er et grundprincip bag den retsorden, som er afgørende for international fred og sikkerhed. Derfor glæder jeg mig ikke bare over det europæiske sammenhold, men også de mange andre tilkendegivelser fra ind- og udland.

Faktum er, at der er en reel bekymring for sikkerhedssituationen omkring Arktis. Det satte jeg mig allerede som ny forsvarsminister for at gøre noget ved. Og vi har handlet. I samarbejde med Grønland og Færøerne investerer vi massivt i sikkerheden, også i den del af Rigsfællesskabet, som en del af den nødvendige genopbygning af Forsvaret.

Men arktisk sikkerhed er ikke kun et dansk anliggende. Det hører også under NATOs sikkerhedsparaply, og derfor var jeg sidste år glad for, at flere NATO-lande deltog i øvelser i Grønland. Vi så også en voksende forståelse i NATO for, at alliancen skal have et langt bedre øje for sikkerheden i det høje nord. Og i naturlig forlængelse af den erkendelse vil flere NATO-lande også deltage i øvelser i Grønland i løbet af 2026.

Derfor er det både upassende og uklogt, når Trump ønsker at straffe Danmark og andre NATO-allierede for at gøre noget ved præcis den udfordring, som han selv har peget til. Jeg håber derfor, at USA selv ønsker at deltage i den øvelsesaktivitet, som Danmark har taget initiativ til i Grønland i 2026 – de er i hvert fald inviterede.

Og i det hele taget skal vi have NATO mere på banen. Derfor flyver jeg og min kollega Vivian Motzfeldt fra Grønland til møde med Mark Rutte, NATOs generalsekretær, i morgen mandag i Bruxelles. Her vil jeg fortsætte arbejdet for, at NATO – på både kort og langt sigte – styrker indsatsen i Arktis. Regionens betydning skal afspejles i NATO’s militære spor, både når det gælder militære planer og styrkemål.

Vejen frem er ikke at grave dybere grøfter mellem USA og de øvrige NATO-allierede.

Vejen frem er derimod i fællesskab at handle i forhold til de udfordringer, som den nye sikkerhedspolitiske virkelighed giver.

Det fortsætter jeg og den øvrige regering vores arbejde for i den kommende tid.

Tak for at du læste med, og rigtig god søndag.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld