Ny hærplan skal sikre det bedste forsvar af hele Danmark

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre og forsvarsminister og Peter Juel-Jensen, forsvarsordfører for Venstre
23. april 2025 kl. 18:14
Vi skal kunne forsvare hele Danmark bedre. Og det kræver, at Hærens enheder er placeret bedst muligt rundt i hele landet. Derfor er vi glade for, at regeringen i dag kunne præsentere partierne bag forsvarsforliget for en ny hærplan, der sikrer, at vi får mest muligt ud af Hærens ressourcer og kapaciteter.
Derfor er vi glade for, at regeringen i dag kunne præsentere partierne bag forsvarsforliget for en ny hærplan, der sikrer, at vi får mest muligt ud af Hæres ressourcer og kapaciteter.
Den samlede genopbygning af Forsvaret kræver samtidig, at vi øger antallet af soldater i hele landet. Antallet af faste årsværk i Forsvaret vil således stige med 5.000 årsværk frem mod 2033, så Forsvaret går fra i dag cirka 23.000 til 28.000 ansatte. Dertil kommer, at antallet af værnepligtige i samme periode vil stige med 6.500.
Vi ser altså ind i et langt stærkere samlet Forsvar, der bedre er i stand til at kunne forsvare Danmark i den desværre meget alvorlige sikkerhedspolitiske situation, som ikke bare Danmark, men hele Europa befinder sig i.
Her er den nye hærplan en vigtig del, der skal gøre det muligt at opstille den tunge brigade hurtigst muligt, deltage i internationale indsættelser, understøtte den nye værnepligt og samtidig forsvare Danmark i tilfælde af krig eller kriser.
Bornholm i fokus
Omstillingen til den nye virkelighed rykker rundt på en lang række af Hærens enheder i hele landet – herunder Bornholm. Et nyt ”Bornholms Regiment” vil sikre en kontinuerlig tilstedeværelse på øen – også under kriser og i krig.
Der opbygges således en infanteribataljon på Almegaards Kaserne på Bornholm fremfor på Haderslev Kaserne. I stedet vil Forsvaret opbygge en forstærket opklaringseskadron i Haderslev med både fastansatte og værnepligtige samt opstille yderligere en uddannelsesbataljon med værnepligtige.
I dag er det 1. Brigades opklaringsenheder, der har hjemme på Bornholm. Det betyder, at hvis Hæren i tilfælde af krise eller krig skulle indsætte 1. Brigade, ville det efterlade Bornholm uden enheder til at forsvare øen. Derfor placeres opklaringsenhederne mere hensigtsmæssigt i henholdsvis Haderslev, Høvelte, Holstebro og Slagelse, så de tilmed bedre kan indgå i 1. Brigade. Til gengæld kommer opgaverne fra den 13. Lette Infanteribataljon til Bornholm, og samtidig etableres en stabsenhed på øen, så alle Forsvarets styrker på øen i en krise kan agere som en samlet enhed.
For at mindske behovet for, at soldater må flytte fra eksempelvis Bornholm til Haderslev eller omvendt, tilbydes soldaterne i videst muligt omfang efteruddannelse eller omskoling til at varetage de nye funktioner, der kommer til deres nuværende tjenestested
Som sagt vil også soldater i andre dele af landet opleve en ny hverdag. Det kan selvfølgelig skabe utryghed i en periode, men er desværre prisen for, at vi kan reorganisere Hæren så hurtigt som muligt.
Samlet betyder hærplanen og de ekstra ansatte i Forsvaret, at vi får en større og bedre militær tilstedeværelse i hele landet. Det giver et tryggere og mere sikkert Danmark, som er Venstres førsteprioritet.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.